Excentriske Jared Leto er kendt for sin enorme dedikation til method acting, og hans arbejde med sin rolle i den kommende storfilm ‘House of Gucci’ er ingen undtagelse.
I et interview med magasinet I-D fortæller skuespilleren, der er fuldkommen uigenkendelig i rollen som Gucci-arvingen og forretningsmanden Paolo, at han havde en helt særlig rutine for at komme i stemning til rollen.
Adspurgt om, hvordan han indfangede essensen af sin karakter, svarer Leto:
»Jeg gjorde det hele. Jeg sniffede baner af arrabbiata sovs, da vi var halvvejs med optagelserne. Jeg havde olivenolie i mit blod. Det var et deep dive, jeg foretog. Hvis du tog en biopsi af min hud, ville den komme tilbage som parmesanost! Det her er mit kærlighedsbrev til Italien«.
Det fremgår ikke af interviewet, om skuespilleren udelukkende taler metaforisk og selvironisk. Men kender man Jared Letos arbejdsmetode, der blandt andet har involveret at sende levende rotter og brugte kondomer til sine ‘Suicide Squad’-medspillere, ville det ikke overraske, om han rent faktisk var seriøs. Selveste Al Pacino har da også rost Leto for sin vilde dedikation til sin karakter.
I interviewet med I-D uddyber Leto sit arbejde med rollen som Paolo Gucci: »Ja, jeg havde en italiensk accent, og jeg nød den og omfavnede den. Jeg forsøgte at leve i det rum så meget som muligt og i så lang tid som muligt. Jeg klatrede ned i den kreative grotte og kom ud gennem tarmene og spiserøret på the one and only Paolo Gucci«.
Det er ikke kun Jared Letos transformation i ‘House of Gucci’, der har fået stor opmærksomhed. Også Lady Gagas italienske accent har været genstand for både ros og særligt ris, mens den virkelige mordsag, filmen er baseret på, har trukket overskrifter.
‘House of Gucci’ får dansk biografpremiere 2. december.