Det hele starter med Guccio Gucci. Ophavsmanden bag et af verdens mest ikoniske brands, som nu får fornyet fokus med Ridley Scotts ventede ’House of Gucci’, hvor Lady Gaga og Adam Driver har hovedrollerne i en fortælling baseret på en mildest talt slibrig sag i den italienske Gucci-familie.
Guccio bliver født i 1881 i Firenze, datidens førende by inden for beklædningsproduktion. Hans far var købmand, og da Guccio er gammel nok til at udleve sine egne drømme, søger han straks mod eksklusive cirkler.
Han flytter til London og får arbejde på det ekstravagante hotel, Savoy. Her starter han som opvasker, bliver senere opgraderet til tjener, så til piccolo og portner, og til sidst bliver han manden med ansvaret for den allerførste elektroniske elevator på et hotel.
I den funktion møder Guccio Gucci en skare af berømtheder og politikere, fra Claude Monet til Frank Sinatra og Winston Churchill. Og han suger berømthedernes stil og smag – og de gode kontakter – til sig.
I 1901 gifter han sig med skrædder- og syerskedatteren Aida Calvelli, og sammen får de fire børn. I 1921 flytter parret tilbage til Firenze, da Guccio er begyndt at interessere sig mere for sin fars foretagende. Han har sparet en masse penge op fra arbejdet på hotellet, og med hjælp fra sin far åbner han sin første forretning i Firenzes populære Via della Vigna Nuova.
Gucci starter med at sælge kufferter og rejsetilbehør importeret fra England, og han begynder at lave sportsudstyr til den fornemme hestesport. Forretningen boomer, og snart kan Gucci åbne endnu en butik, der fokuserer på taskeproduktion.
I 1933 designer Guccio Guccis ambitiøse søn Aldo Gucci den første Gucci-taske med dobbelt G-logoet som en hyldest til sin far. Flere forretninger åbner, og produktionen udvides: Brandet fremstiller nu ikke kun tasker, men også tøj, sko og smykker. Og da Guccio er ved at blive gammel, overtager Aldo, som er den mest modeinteresserede af Guccios fire børn, meget af ansvaret.
Insisterer på optimisme
I slutningen af 1952 rejser Aldo til New York med sine brødre Rodolfo og Vasco for at bevidne åbningen af den første Gucci-forretning uden for Italien.
Kun to uger efter åbningen sover patriarken stille ind i sin Firenze-lejlighed i en alder af 72. Og familieforetagendet bliver delt mellem de tre sønner og deres søster Grimalda.
Aldo overtager ikke overraskende direktørposten. Han har skarp forretningssans og bliver sågar omtalt som ’Michelangelo of Merchandising’ i de finere kredse.
I 30 år efter sin fars død sørger Aldo Gucci for, at Gucci-forretningen ekspanderer. Han tager også designkreative chancer, som i efterkrigsårene virkede for pompøse for mange designere. Tiden vrimler med læder og melankoli, men Aldo insisterer på optimismen i Gucci-klæderne. Han bruger materialer fra jute og hamp, plastret til med pailletter på rød-grønne tekstiler. Selveste John F. Kennedy omtaler ham som ambassadøren for italiensk design.
Men lykken er lunefuld, og i 1980, da Aldos søn Paolo Gucci (Jared Leto i filmen) tigger sin far om at lancere sin egen kollektion, afviser Aldo sønnen. I stedet beder Paolo sin fætter Maurizio Gucci (Rodolfos søn) om hjælp. Det er ham, der bliver spillet af Adam Driver i filmen.
Maurizio har overtaget en stor andel i firmaet efter sin far, og han har en stor gennemslagskraft. Det lykkes de to fætre at fjerne Aldo fra magten. Sønnen Paolo tipper skattemyndighederne om sin fars svindel med skattepenge, og Aldo Gucci får en fængselsdom på et år. To år efter løsladelsen, i 1990, dør den revolutionerende designer som 84-årig på grund af komplikationer i forbindelse med sin prostatakræft.
Tilbage står Maurizio med ansvaret. Og det er ham, der mister familieforetagendet.
Tredje og sidste Gucci-generation i førersædet
Maurizio – Rodolfos søn og altså den originale Guccis barnebarn – flyttede til New York for at arbejde sammen med sin onkel Aldo Gucci i 1972.
Samme år giftede Maurizio sig med Patrizia Reggiani (Lady Gaga i filmen). De mødte hinanden til celebre fester i den italienske elite og har kendt hinanden i to år. Maurizio drages af Reggianis skønhed og hendes lighed med skuespillerstjernen Elizabeth Taylor.
Faren, Rodolfo Gucci (Jeremy Irons i filmen), var ikke spor begejstret for sin søns forhold til Reggiani. Rodolfo anklagede hende for blot at ville bringe sig selv ind i den italienske elite og for at være besat af penge. Men da Reggiani og Maurizio får døtrene Alessandra og Allegra, accepterer Rodolfo endelig Reggiani som familie.
Maurizio Gucci og Patrizia Reggiani levede sammen med døtrene i over et årti i New Yorks mest dekadente omgivelser, indtil de i 1982 flyttede til Milano. Tre år senere, i 1985, tog Maurizio Gucci på en kort forretningsrejse, og herfra sender han et brev til Reggiani, hvor han skriver, at han gerne vil afslutte deres ægteskab.
Parret bliver separeret, mens skilsmissen først går i gennem i 1994. På det tidspunkt har Maurizio dannet par med sin barndomsveninde Paola Franchi i fire år. Maurizio og Franchi havde planlagt at blive gift. Men det nåede de aldrig.
De smukke myrdende hænder
Den 25. marts 1995, et år efter skilsmissen med Reggiani, er Maurizio på vej til sit Milano-kontor. Hans forretninger går ikke særlig godt, og størstedelen af Gucci-firmaet er solgt til udenlandske investorer. Og så hjemsøges han stadig af ekskonen Patrizia Reggiani.
Maurizio går op til indgangen ved sit kontor med flere magasiner under armen, fortæller dørmanden, der bevidner likvideringen. Få sekunder efter bemærker dørmanden en smuk og ren hånd, der bærer på en pistol. Dørmanden hører fire skud klokken 8.30 og ser dernæst blod fra Maurizios livløse krop foran indgangen til milliardforretningens kontor.
Paolo Franchi fortæller i et interview med The Guardian, at Reggiani stalkede dem og fik andre til at spionere for hende, og at hun havde anbefalet Maurizio at få sig en bodyguard.
Reggiani deltager i eksmandens begravelse sammen med deres fælles døtre, og den italienske offentlighed bemærker Reggianis fremtoning, som virker kold og kynisk. ’Den sorte enke’, bliver hun døbt.
Politiet lægger ikke skjul på, at de mistænker Reggiani for mordet, da ekskonen havde talt åbent om sit had til Maurizio og sine hævnlyster.
Men der er ingen beviser.
Patrizia Reggiani deltager selv i det italienske tv-program Storie Maledette, hvor hun kommenterer på rygterne om, at hun skulle have noget med drabet at gøre.
»Jeg må indrømme, at der har været et tidspunkt, hvor jeg virkelig ønskede at komme af med ham. Jeg ville gerne, så jeg gik rundt og bad folk om at gøre det for mig. Men mine intentioner stoppede altså også der. Det var bare en besættelse, et ønske. Hvilken kone har aldrig sagt: ’Jeg kunne dræbe den mand?’« siger hun i programmet.
Og her kommer endnu en aktør ind i billedet: Reggianis veninde, spåkonen Giuseppina ’Pina’ Auriemma (Salma Hayek i filmen). Lige efter skilsmissen mellem Reggiani og Maurizio flytter Pina ind hos Reggiani. Pina skal hjælpe Reggiani med at skrive en bog. Reggiani har få år forinden haft et slagtilfælde, så hendes hukommelse halter, hvorfor hun kan bruge den ekstra hjælp fra Pina.
Politiets stagnerende efterforskning bliver vakt til live, da de modtager et anonymt telefonopkald 8. januar 1997, som peger i retning af Patrizia Reggiani. Det skal vise sig, at Patrizia Reggiani og Pina Auriemma begge er involveret i mordet på Maurizio Gucci. I en politihøring hævder den økonomisk trængte Pina Auriemma, at Reggiani tilbød hende en stor sum penge for at arrangere mordet på Maurizio.
Reggianis forklaring lød derimod, at Auriemma allerede havde planlagt mordet, da hun begyndte at afpresse hende for cirka 2,5 millioner kroner.
Efterforskningen og afhøringen af Pina Auriemma afslører, at Auriemma har kontakt til en lejemorder ved navn Ceraulo. Han er manden med de rene og smukke hænder, der skød Maurizio den stille forårsmorgen.
Ceraulo bliver idømt en fængselsstraf på livstid, mens Auriemma og Reggiani bliver sigtet for planlægning af mord. Auriemma får en straf på 26 år og Reggiani på 29 år.
Al Pacino? For fed og lille
Reggiani bliver løsladt for god opførsel i 2014 og har siden arbejdet for smykkefirmaet Bozart.
Hun bliver jævnligt fotograferet af den italienske presse med en papegøje på skulderen på vej til arbejde eller hjem til sin mors lejlighed, hvor hun nu bor.
Reggiani har ikke kontakt til sine børn Allessandra og Allegra, fortæller hun i et interview med The Guardian:» De forstår mig ikke, og de har sat en stopper for min økonomiske støtte. Jeg har ingenting, og jeg har ikke engang mødt mine to børnebørn«.
I ’House of Gucci’ er det Lady Gaga, der spiller den excentriske Reggiani. Og den virkelige person har, uden at have set filmen, allerede ytret sin klare holdning til projektet.
»Jeg er faktisk ret irriteret over det faktum, at Lady Gaga spiller mig i den nye Ridley Scott-film uden at have været så hensynsfuld og fintfølende nok til at komme og mødes med mig. Det er ikke et økonomisk spørgsmål. Jeg kommer ikke til at få én cent fra filmen. Det er bare et spørgsmål om god stil og respekt«, har hun sagt til nyhedsbureauet Ansa.
Også andre Gucci-familiemedlemmer har udtrykt deres bekymring over for filmen. Maurizios kusine Patricia – barnebarn af ophavsmanden Guccio Gucci og Aldos eneste datter – har kritiseret projektet for at misbruge familien for at tjene penge og – endnu værre – for ikke at portrættere familiemedlemmerne som de smukke mennesker, de var.
»De stjæler vores families identitet for at tjene penge, for at øge Hollywood-systemets indkomst … Vores familie har en identitet, et privatliv. Vi kan tale om alt, men der en grænse, der ikke kan blive krydset«, har hun sagt til Associated Press.
Særligt er hun utilfreds med, at Aldo Gucci bliver spillet af Al Pacino.
»[Aldo] var en meget flot mand, som alle Guccis, meget høj, blå øjne og meget elegant. Han bliver spillet af Al Pacino, som i forvejen ikke er særlig høj, og billedet viser ham som fed, lav, med bakkenbarter, virkelig grim. Skamfuldt, for han ligner ham ikke overhovedet«, siger hun i samme interview.
Mens Gucci-brandet, som altså nu er ude af familiens hænder, bakker op om filmen og har stillet deres tøj til rådighed, overvejer Gucci-familien, om de skal lægge sag an mod Ridley Scott og produktionen. Foreløbigt har de dog vurderet, at de vil vente, til de rent faktisk har set filmen.
Men på den måde føjer filmen i sig selv blot endnu et kapitel til den opsigtsvækkende historie om The House of Gucci.
’House of Gucci’ har biografpremiere den 2. december.
Yderligere kilder: The Guardian, ELLE.com/au, Biography og Fashion Elite.