Se første billede af ‘Harry Potter’-trioen genforenet i HBO Max-programmet ‘Return to Hogwarts’

Se første billede af ‘Harry Potter’-trioen genforenet i HBO Max-programmet ‘Return to Hogwarts’
Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint samlet i 2010. (Foto: Anthony Harvey/Getty Images)

Den 1. januar er der lagt i kakkelovnen til den formentlig mest behagelige form for nytårstømmermænds-tv, når HBO Max blænder op for ‘Harry Potter 20th Anniversary: Return to Hogwarts’.

I programmet samles det meste af holdet fra de elskede ‘Harry Potter’-film, for første gang siden ‘Harry Potter og dødsregalierne – del 2’ fik premiere i 2011. Det gør de i anledning af den første films 20-års jubilæum.

I stil med den populære ‘Friends’-genforening (også en HBO Max-produktion) ser holdet tilbage på deres oplevelser med hinanden og arbejdet på filmserien.

Tidligere har HBO Max delt et par teasere, hvor blandt andre fanfavoritten Matthew Lewis aka Neville får en invitation til den magiske genforening. Her nævnes også navnene Helena Bonham Carter, Robbie Coltrane, Ralph Fiennes, Jason Isaacs, Gary Oldman, Tom Felton, James Phelps, Oliver Phelps, Mark Williams, Bonnie Wright, Alfred Enoch og Evanna Lynch.

Filmenes tre hovedrolleindehavere, Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint, medvirker selvfølgelig også, og nu har HBO Max delt første billede af trioen i det kommende program (beskrevet af Entertainment Weekly).

På billedet sidder trioen i en gotisk indrettet opholdsstue, der meget passende ligner et af de utallige rum på Hogwarts. Se det herunder.

Rupert Grint, Emma Watson og Daniel Radcliffe i ‘Return to Hogwarts’. (Foto: HBO Max)
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af