Selvom Daniel Craig ad flere omgange har annonceret sin pension fra James Bond, blev ’No Time To Die’ uomtvisteligt den nu 53-årige skuespillers sidste tur i den sølvgrå Aston Martin.
Der har i mange år været rygter om, hvem der skulle overtage rollen, især grundet Craigs hyppige pensionssnak. Et navn, der hyppigt er poppet op, er Idris Elba, og nu udtaler Bond-produceren Barbara Broccoli sig om rygterne i et nyligt podcastinterview med Deadline.
»Vi kender Idris, jeg er venner med ham. Han er en fantastisk skuespiller«, siger Broccoli. Hun tilføjer tilføjer, at »[Elba har] været en del af samtalen, men det er altid svært at have samtalen, når man stadig har nogen i sædet«.
Bond-alumne Pierce Brosnan har, udover Idris Elba, udpeget Tom Hardy som favorit. Der er også snak om ’Bridgerton’-skuespilleren Regé-Jean Page, James Norton, Henry Cavill og John Boyega. En af vores egne favoritkandidater er Dan Stevens.
Broccoli udtalte sidste år, at castingprocessen først ville begynde i år, så det kommer til at tage et stykke tid, før det officielt meldes ud, hvem der skal drikke rystede, vodkafyldte drinks i fremtiden.