Glæd dig til et helt nyt take på livet som pirat i den ventede HBO-serie ‘Our Flag Means Death’, der får premiere næste måned.
Her giver det Oscar-vindende multitalent Taika Waititi en noget anderledes fortolkning af den legendariske pirat Sortskæg – og at dømme efter den nye trailer, ser han ud til at være i hopla.
Serien følger aristokraten Stede Bonnet (Waititis landsmand og ven Rhys Darby), der lægger sin overklasselivsstil på hylden i kølvandet på en midtvejskrise og i stedet bliver kaptajn på piratskibet Revenge. Hans ambitioner er at tilføje faget lidt finnesse, men det viser sig lettere sagt end gjort, da han støder på legenden Sortskæg.
Waititi slog igennem med den new zealandske vampyrspoof ‘What We Do In the Shadows’, der blev et øjeblikkeligt hit og banede vejen for hans Hollywood-karriere som Oscar-vindende instruktør og manusforfatter bag ‘Jojo Rabbit‘ og blockbusterinstruktør med ‘Thor: Ragnarok‘ og den kommende ‘Thor: Love and Thunder‘.
Det hyperproduktive multitalent har gjort sig foran kameraet i mindre roller i blandt andet ‘Free Guy’, men det er første gang i lang tid, at Waititi påtager sig en hovedrolle.
I et interview med Entertainment Weekly fortæller Darby, at det var en særligt gakket oplevelse at stå over for kollegaen på settet af ‘Our Flag Means Death’:
»Jeg havde ikke rigtigt spillet sammen med Taika overhovedet, men da han kom om bord som Sortskæg brød helvede løs, for ingen fortæller ham, hvad han skal og ikke skal«.
Waititi er desuden producer og konceptuerende instruktør på ‘Our Flag Means Death’, der får premiere på HBO Max 3. marts, hvor de første tre episoder bliver udgivet.