‘Trom’: Alle virker skræmmende følelsesforladte i færøsk nordic noir med Ulrich Thomsen
Nordic Noir a la Færøerne. Sådan har vi vist aldrig fået den før?
Men faktisk er det ganske oplagt. Bjergtagende baggrunde, et tætknyttet lokalsamfund og en ung kvindes pludselige og mistænksomme død har jo længe været opskriften på en velfungerende krimi.
Formularen kan virke fortærsket, men alligevel bliver den med jævne mellemrum genopfundet på rørende maner, senest i den fabelagtige ’Mare of Easttown’.
Så det er med et stærkt udgangspunkt, vi træder ind i ’Trom’, som er baseret på romanerne af Jógvan Isaksen. Tilmed har vi tre mere end kapable danske navne på rollelisten: Ulrich Thomsen (say no more), Maria Rich (stadigvæk uforglemmelig som bankdame gone bad i ’Bedrag III’) og indfødt færing og dansk krimigenganger Olaf Johannessen.
Men allerførst møder vi Sonja (Helena Heðinsdóttir), som er en enlig mor samt dyrevelfærd- og klimaaktivist. Sammen med journalisten Páll fra det lokale medie KVF arbejder hun på en historie, der vil ryste lokalsamfundet, men hvis tilblivelse fordrer trusler på livet mod Sonja og Páll. Ingen ved endnu, hvad historien er – men før den ser dagens lys, ligger Páll i koma, og Sonja er forsvundet.
Før Sonja forsvandt, nåede hun dog at sende en videohilsen til journalisten Hannis Martinsson (Ulrich Thomsen). Ikke blot ville hun have et godt råd fra den opsøgende journalist, hun har fulgt i medierne, men hun vil også lige nævne, at Hannis faktisk er hendes far. Inden længe sidder Hannis på et fly med både færten af en historie og en ny familierelation.
Hannis ankommer til et sted i opbrud. Det er ikke hverdagskost med forsvinding, mord og attentatforsøg på øerne, så efterforskeren Karla Mohr (Maria Rich) og hendes team har lige pludselig meget at se til. Selvom Sonja delagtiggjorde politiet i de mange trusler og krævede beskyttelse, forstod de ikke alvoren før nu. Det mindste, Karla kan gøre, er nu at opklare sagen, og hun vil gå langt for at gøre det – og så måske alligevel ikke helt.
Der er så meget fokus på at opridse plottet i første afsnit, at vi ikke rigtigt får tid til at lære de to vigtigste karakterer at kende: Hannis og Karla. Det er ellers ret vigtigt, for de fortsætter gennem serien som ledestjerner for parallelle efterforskninger.
Selvfølgelig må hemmeligheder gerne udfoldes over tid. Men tre afsnit inde har jeg stadig svært ved at beskrive, hvem de er: Hvad er deres egentlige drivkraft? Hvad tænker de om deres familier? Hvad bekymrer dem allermest? Vi får ikke engang antydningen af, at der er mere at blotlægge. Det virker i stedet, som om serien bare håber på, du har set krimier nok til selv at tænke dig til resten.
Faktisk virker karaktererne skræmmende følelsesforladte. Og så er vi lige lidt med det unikke miljø af natur og mennesker.
I sidste ende fremstår ’Trom’ som en lidt generisk omgang Nordic Noir. Allerede opsummeret i introsekvensen, hvor et blågult, sløret filter og en makaber typografi overskygger billederne fra Færøerne. Det er farvepaletten fra en klichetung krimi.
Kort sagt:
Stjerneskuespillere og stjernekulisse er styrken i den færøske nordic noir ’Trom’, men alt det, der skulle gøre serien speciel, går tabt i hule karakterer og banale replikker.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.