’Mørkt hjerte’: Gustav Lindh er helt besættende i seværdig ny serie
Der er nogle skuespillere, der bare har det. Det intense blik, den elektriske glød, auraen.
En sådan skuespiller er Gustav Lindh, den unge svensker kendt fra ’Dronningen’, der igen i ’Mørkt hjerte’ begår et besættende portræt af en ung mand i kollision med sine omgivelser, rusket rundt af en indre følelsesorkan.
Som den unge landmand Marcus, der drømmer om at overtage sin fars gård og score kassen på kødkvæg, er han farlig og sårbar, og når han er under pres, ved man aldrig, om han vil hulke eller svinge knytnæven.
Mødet mellem ham og den unge skovingeniør Sanna er smukt.
Sanna er dimitteret fra skovskolen med topkarakterer og har en perlerække af ideer til, hvordan hun kan modernisere sin fars skovbrug på det landareal, han ejer, og hun står til at arve. Investere i nye maskiner, lave analyser på computeren, den slags.
Hendes far lytter ikke til hende. Afviser hendes nymodens impulser. Lige indtil han ikke gør det mere. Eneste betingelse: Hun må ikke se Marcus længere, den unge landmand, som hun har forelsket sig i.
Han kommer fra en landmandsslægt, der har ligget i strid med Sannas magtfulde familie i årtier, og intet – selv ikke varmrøget laks i forsoningsgave – kan klinke skårene.
Sanna står med valget: Drengen eller skoven? Kærligheden eller karrieredrømmen?
Er der en tredje mulighed?
Det er et fint afsæt for en krimiserie, fordi man tror på de unge elskende. Den begavede kvinde med visionerne, den enfoldige dreng i sine følelsers vold, der skræver over sociale skel og familiestridigheder. Et Shakespeare’sk drama i de svenske nåletræers klamme skygge.
Og det er et stærkt drama – i øvrigt baseret på virkelige hændelser. Til gengæld er ’Mørkt hjerte’ ikke en ret effektiv krimi.
Gustav Möller, der har instrueret samtlige afsnit, har tidligere udfordret en genreformel i den mesterlige one location-thriller, ’Den skyldige’, men det skete helt uden at give køb på spændingen.
’Mørkt hjerte’ vil ikke være en konventionel krimi, men den ønsker at hæve pulsen, mere end den lykkes med i de afgørende scener. Måske er mysterierne bare ikke store nok? Et efterforskningshold gennemsøger den svenske skovbund, men vi er aldrig i tvivl om, hvad de vil finde.
Det er sigende, at man hellere vil følge den frivillige efterforskningsleder, Tanja, i hverdagens stille øjeblikke end på ligjagt i de svenske skove. Man vil forstå hendes rus ved jagten. Smilet, når hun finder de forsvundne mennesker livløse i skovbunden. Man spørger ikke: Hvad finder hun? Men: Hvad driver hende?
Det skyldes, at krimiplottet ikke får fat. Men det skyldes også, at karakterdramaet er fortrinligt afstemt med stærke præstationer fra hele ensemblet, fra Gustav Lindh over Aliette Opheim som efterforskningsleder, Clara Christiansson som Sanna, splittet mellem skoven og kærligheden og Peter Andersson som brysk skovpatriark forblændet af en familiestrid med dybe rødder.
De skaber noget så særegent som en seværdig krimi, der sjældent er nervepirrende.
Kort sagt:
De stærke portrætter overstråler det lidt underbagte krimiplot i ’Mørkt hjerte’.