‘Alien’-universet bliver større og større. ‘Fargo’-showrunner Noah Hawley er på vej med en serie i universet, og nu har Ridley Scott såmænd også sagt ja til at producere en ny spillefilm i franchisen.
Heldigvis er der interessante kræfter ved roret i den nye film. Det er nemlig Fede Alvarez, manden bag invasion-gyseren ‘Don’t Breathe’, som vi kårede til en af sidste årtis bedste gysere, der instruerer ud fra sit eget manuskript.
Der er endnu ingen information om plottet. Men ifølge Indiewire beskriver 20th Century, der producerer filmen, den som en »virkelig god historie med en gruppe karakterer, du aldrig har set før«.
Noget tyder desuden på, at franchisen vender tilbage til sine horror-rødder efter Ridley Scotts bombastiske prequelfilm ‘Prometheus’ og ‘Alien: Convenant‘, som satte alt ind på stor science fiction-mytologi og endnu større action-spektakler.
Efter planen udkommer filmen direkte på Disneys amerikanske streamingtjeneste Hulu, hvilket 20th Centurys direktør beskriver som en kunstnerisk beslutning, der skal tillade, at Alvarez ikke behøver lefle for billetlugerne, men i stedet kan fokusere på filmens genrerødder.
Alvarez har en del erfaring med at reboote store franchises, om end med blandet held. Han stod senest bag det andet Hollywood-reboot af sagaen om Lisbeth Salander, mens han også har produceret Netflix’ nye ‘Texas Chainsaw Massacre’-reboot. Han fik sin instruktørdebut med et ‘Evil Dead’-reboot.
Det er endnu uvist, hvornår hans ‘Alien’-film går i optagelse.