’Texas Chainsaw Massacre’: Gode gamle Leatherface kan også gå motorsavsamok på Netflix
Det var bare et spørgsmål om tid.
Først så vi det i ’Halloween’, hvor Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) var tvunget til at konfrontere sin nemesis, den maskerede galning Michael Myers. Og for nyligt stod Sydney Presscott (Neve Campbell) nok engang over for en opmærksomhedsliderlig Ghostface-morder, der ville skabe sin egen 15 minutes of meta-fame i den nye ’Scream’.
Få horrorfilmfranchises har haft så mange kiksede sequels, prequels og reboots som ’Texas Chan Saw Massacre’.
Så det var bare et spørgsmål om tid, før Tobe Hoopers klassiker fra 1974 fik en lignende overhaling.
De syv mellemliggende film i serien eksisterer ikke i den tidslinje, hvor Netflix’ ’Texas Chainsaw Massacre’ befinder sig i. Det er tæt på 50 år siden, at Sally Hardesty med nød og næppe slap med livet i behold fra den motorsavssvingende kannibal Leatherface og resten af hans bizarre redneck-familie.
Nu er tiden en anden, og så alligevel ikke. De små byers død i det moderne USA fortsætter i stor stil, og det betyder også, at pengestærke iværksættere øjner muligheden for at lave en god handel.
Det er derfor, at Melody (Sarah Yarkin) er kommet til tørvetrillerbyen Harlow i Texas. Den er mere eller mindre fuldstændig øde, og hun og makkeren Dante (Jacob Latimore) ser en god mulighed for at renovere de faldefærdige bygninger.
Men de smarte bysnuder aner ikke, hvad de har med at gøre, og før motorsaven når at sige vroom vroom, er gode, gamle Leatherface (Mark Burnham) i gang igen. Til trods for at han må være omkring de 70, hvis ikke mere, så svinger han sit foretrukne mordvåben med en elegance og vitalitet, som var han en skovhugger på meth.
Man må for guds skyld ikke tænke nærmere over plottet i ’Texas Chainsaw Massacre’. Det er for eksempel hovedrystende, at der går lang tid, før folk indser, at det er Leatherface, til trods for at vi helt i starten af filmen ser klip fra en dokumentarfilm om netop ham og familiens eskapader tilbage i ’74.
Sådan nogle små hmm-øjeblikke er der flere af, men én ting kan man ikke sætte en finger på: den gloriøse mængde af gore.
Filmen omfavner sin slasher-tilgang, hvor kroppe bliver spiddet, flænset og flået fra hinanden på den ene mere blodige måde end den anden.
Højdepunktet indtræffer, da Leatherface stiger om bord i en fyldt partybus og går motorsavsamok.
På dén front fungerer ’Texas Chainsaw Massacre’ upåklageligt og man kan godt fornemme producer og co-storyforfatter Fede Àlvarez’ (’Evil Dead’, ’Don’t Breathe’) blodige touch. Og med en spilletid på lidt over 80 minutter er det en glimrende lille slasher-snack.
Der er blot ikke rigtigt andet at komme efter. Sally Hardesty-elementet fremstår som en nedvandet version af det, vi allerede har set i ’Halloween (2018)’ og til dels ’Scream (2022)’, men uden samme raffinement.
Og de to nye final girls, Melody og lillesøsteren Lila (Elsie Fisher fra Bo Burnhams ’Eight Grade’), gør ikke noget nævneværdigt indtryk. Et forsøg på at fremstille Lila som den ultimative overlever, fordi hun har overlevet et skoleskyderi, fremstår mere som en hovsa-indskydelse sent i manuskriptfasen end en velovervejet og essentiel del af plottet.
Idéen er god nok, men udførslen halter mere end ofrene for Leatherfaces motorsav. Den svinger til gengæld stadig fermt, og slutningen lægger da også på til, at den morderiske pensionist vender tilbage igen.
Nu mangler vi bare, at Jason fra ’Friday the 13th’ og Freddy fra ’A Nightmare on Elm Street’ bliver stillet til regnskab for alle deres morderiske gerninger på tilsvarende vis.
Kort sagt:
’Texas Chainsaw Massacre’ anno 2022 er en underholdende, blodig omgang splat uden et originalt take på franchisen.