’The Girl in the Spider’s Web’: Lisbeth Salander er James Bond – og plothullerne tårner sig op

Det var ikke spor overraskende, da Hollywood annoncerede det andet reboot af Stieg Larssons fortælling om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist inden for syv år. Den fjerde bog i ’Millenium’-serien toppede trods alt de amerikanske bestsellerlister – selvom den ikke er skrevet af Larsson selv, der døde i 2004, inden den første bog nåede at blive udgivet.

Det er derimod forbavsende, hvor lidt ’The Girl in the Spider’s Web’ egentlig har at gøre med originalmaterialet.

Vi møder Lisbeth Salander (Claire Foy), mens hun er i færd med at straffe en rig forretningsmand, som har givet sin kone et blåt øje for meget. Det er business as usual, men da den retfærdige hævner dagen efter får til opgave at stjæle computerprogrammet Firefall fra NSA’s enkrypterede servere, forlader filmen alt det, som gjorde Larssons bøger gode, til fordel for et ’James Bond’-lignende spionplot.

Programmet kan – på en eller anden måde – tage kontrollen over hele verdens forsvarssystemer. Det vil med andre ord kunne tippe verdensbalancen til fordel for indehaveren, hvilket opfinderen har indset hovedrystende sent. Nu vil han have Firefall destrueret.

Salander gør som budt og stjæler så let som ingenting programmet fra NSA-agenten Edwin Needhams (Lakeith Stanfield) computer. Hvorfor et program som Firefall overhovedet er værdifuldt, når man kan hacke sig ind i verdens største efterretningstjeneste på få minutter, får man aldrig svar på.

Der går ikke mange timer efter tyveriet, før Lisbeth Salanders lejlighed bliver sprunget i luften, og programmet bliver stjålet af et forbrydersyndikat ved navn Spider Society. Salander undslipper med livet i behold og sætter sig for at stjæle programmet tilbage, mens agent Needham flyver alene til Stockholm med samme formål. Hvorfor han vælger at tage af sted uden at informere sine kollegaer om, at verdens farligste våben lige er faldet i hænderne på en blodtørstig organisation af kriminelle, forbliver også et mysterium.

Alt dette sker inden for de første 15, unødvendigt actionmættede 15 minutter. Herefter indgår Salander en alliance med Needham og Blomkvist (Sverrir Gudnason) i et forsøg på at sætte en stopper for Spider-syndikatet, der viser sig at trække tråde til hendes egen brutale barndom.

Plothullerne tårner sig op for hvert minut, der går, hvilket måske havde været til at overse, hvis ikke filmen havde føltes så generisk fra start til slut.

Hvor både bøgerne og de foregående film handlede om Salander og Blomkvists forhold og deres sporarbejde i opklaringen af alt fra mordsager til omfattende komplotter, er det nyeste kapitel et ærgerligt forsøg på at gøre den dybt originale selvtægtkvinde til en Hollywood-metervare – uden at beholde et gram af den psykologiske kompleksitet, som gjorde karakteren interessant til at starte med.

Clare Foy har ikke fået et eneste af Lisbeth Salanders oprindelige karaktertræk at gøre godt med. Hendes baggrundshistorie er forsimplet helt ind til benet, hendes seksualitet er overflødig, og hendes sociale inkompetence, som tidligere har budt på både rørende og humoristiske øjeblikke, er pist væk.

Det værste er dog, at hun er blevet forvandlet til en ekspert i kampsport, der som en anden Jason Bourne bruger sine omgivelser til at nedlægge mænd mange gange større end hende selv, og at hendes lynende intelligens kun kommer til udtryk gennem hendes alt for overdrevne computerevner. Det kommer aldrig i nærheden af Noomi Rapace og Rooney Maras nuancerede skildring af den Salander, som har mistet sin medmenneskelighed efter at være blevet udnyttet hele livet. God action er det heller ikke.

Blomkvist er blevet reduceret til en statist, et kønt ansigt, i periferien af historien. Sverrir Gudnason kunne ikke være længere fra den vejrbidte graverjournalist med daggamle skægstubbe, som Michael Nyqvist og Daniel Craig portrætterede, og så hjælper det heller ikke, at han ser omtrent 10 år yngre ud.

Det er i det hele taget utroligt, hvordan instruktør Fede Alvarez, som ellers viste stort potentiale med ’Don’t Breathe’, har formået at få nogle af tidens mest lovende skuespillere som Claire Foy, danske Claes Bang, Vicky Krieps (’Phantom Thread’), Lakeith Stanfield (’Atlanta’) og Cameron Britton (’Mindhunter’) til at spille endimensionelle karakterer, der gør håbløse ting som at skyde deres telefoner, når de bliver aflyttet.

Spildt potentiale og et værre rod.

Læs også: Claire Foy er den nye Lisbeth Salander: »Hun er i virkeligheden ret egoistisk«

Læs også: ’Bodyguard’: Britisk seriefænomen er slet og ret binge-worthy