Claire Foy er den nye Lisbeth Salander: »Hun er i virkeligheden ret egoistisk«

Lisbeth Salander er ingen feministisk heltinde, for hun er drevet af personlige hævnmotiver frem for et ønske om at skabe retfærdighed på kvindekønnets vegne. 'The Crown'-stjernen Claire Foy, der i et markant genreskift spiller Salander i den nye actiontunge Hollywood-filmatisering af Millennium-serien 'The Girl in the Spider's Web', skød vores feministiske fortolkninger ned, da vi mødte skuespillerinden i Stockholm.
Claire Foy er den nye Lisbeth Salander: »Hun er i virkeligheden ret egoistisk«
Claire Foy i 'The Girl in the Spider's Web'

Hvis Claire Foy er ude på at demonstrere, at hun har flere facetter end sin store gennembrudsrolle som den ultrakontrollerede Dronning Elizabeth i ‘The Crown’, så lykkes hun i den grad. Man kan i hvert fald ikke beskylde Foy for at holde på formerne, da jeg møder op til audiens hos stjernen på et hotelværelse i Stockholm for at tale om hendes rolle som den ikoniske hacker-hævnerske Lisbeth Salander i Millennium-fortsættelsen ‘The Girl in the Spider’s Web’.

Foy sidder i en lænestol iført en hvid badekåbe over sin lyseblå skjorte og shiny sorte leggins. Hun har smidt sine sorte Christian Louboutin-stilletter og sidder tilbagelænet med bare fødder og en kop te i skødet. Hun ligner en, der flader ud efter en lang dag, men forklarer, at hun blot fryser. Og at det påfaldende spring fra Dronning Elizabeth til Lisbeth Salander sådan set ikke var udtryk for en overlagt plan for at distancere sig fra ‘The Crown’.

»Intet i mit liv er velovervejet«, siger Foy og griner. »Ting sker bare. Og jeg lavede to film indimellem. Hvis jeg var gået direkte fra settet på ‘The Crown’ til denne her, ville det have været et vildt skift, men jeg indspillede en Steven Soderbergh-film, ‘Unsane’, tre måneder efter jeg var færdig med ‘The Crown’. Så indspillede jeg ‘First Man’ og så den her. Så nej.

Lisbeth føltes faktisk relativt bekendt. Der er aspekter af hendes karaktertype, som jeg har undersøgt før i andre karakterer: Følelsen af at hun er alene i verden. Følelsen af at hun har mange uretmæssigheder at genoprette. At hun kæmper for retfærdighed, at hun ikke ved, hvorfor hun er den, hun er, og at hun under det hele er dybt såret, sårbar og fuld af vrede over, hvordan hun er blevet behandlet i sit liv, specielt som barn«.

Claire Foy i ‘The Girl in the Spider’s Web’

Hvad var dit forhold til bøgerne? Havde du læst dem i forvejen?
»Ja, alle sammen. Ikke lige da de kom ud, men måske for 12 år siden. Jeg elskede dem og fortærede dem, som jeg tror, de fleste mennesker gør, når de læser dem. Jeg fandt Lisbeth Salander virkelig fascinerende og så hurtigt de svenske film og så den amerikanske, da den kom ud«.

Hvordan forberedte du dig fysisk til rollen?
»Lisbeth har en meget speciel måde at bevæge sig på og være. Hun er usynlig, som en skygge. Man bemærker hende ikke, når hun går ind ad døren. Det var interessant at arbejde med, mens jeg samtidig lærte at være stærk. Ikke for hendes karakter, men for de stunts jeg skulle udføre under optagelserne. Jeg trænede i nogle måneder, mens jeg filmede noget andet. Men jeg gik ikke amok med det – jeg vidste, at jeg måtte gøre det på en sikker, sund måde«.

Hvilke stunts udførte du selv?
»Alle kampsekvenserne – og stort set alt op til at kaste mig selv ud ad vinduet«.

Hvordan arbejdede du med sproget? Din accent lød lidt svensk.
»Det er meningen, at den skal lyde meget svensk! Bøgerne er så forankret i svensk kultur. Stieg Larsson skriver om de Ikea-møbler, Lisbeth har, hvad hun spiser, og de steder hun besøger. Så jeg ville ikke have lavet filmen uden en svensk accent. Samtidig havde vi et stort europæisk cast med nordmænd, danskere, hollændere, tyskere, englændere og amerikanere. Så jeg forsøgte at være tro over for den generelle lyd, hvilket betød, at jeg var nødt til at komme lidt tættere på hollandsk, svensk, norsk og tysk. Vi gik efter en kollektiv lyd frem for en perfekt svensk accent«.

Hvordan havde du det med at spille så ikonisk en karakter, som allerede er blevet fortolket af to andre skuespillere, og på hvilke måder forsøgte du at skubbe rollen i en anden retning?
»Jeg forsøgte aktivt ikke at gøre noget anderledes. Jeg behøvede ikke at gøre noget anderledes, for jeg er en anden person, og derfor vil min tilgang automatisk være en anden. Jeg mener, man skal respektere karakteren, for karakteren er større end nogen skuespiller, der nogensinde vil spille hende. Som seer beundrede jeg de to skuespilleres arbejde, og de præstationer er blevet hos mig. Men det ville være en bjørnetjeneste over for dem, Lisbeth og mig selv, hvis jeg forsøgte at kopiere dem«.

Claire Foy til premiere på ‘The Girl In The Spider’s Web’ i Rom. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Filmen repræsenterer en kvindelig helt. Er det en vigtig rolle for dig?
»Jeg ved det ikke – jeg hader idéen om, at Lisbeth bliver en karikatur eller bliver defineret af én ting. Jeg synes ikke, hun er en helt. Hun er en helt i kraft af sine handlinger, men hun stræber ikke efter at være en helt. Hun er ikke overmenneskelig, men bløder og mister pusten. Grunden til, at hun overlever, er hendes ekstremt ihærdige vilje. Hun vil gå til den bitre, bitre ende for at overleve. Jeg tror, hun ville hade at blive set som en helt. Hun handler ikke på nogen måde for menneskehedens velbefindende. Hun hævner sig, fordi de mennesker fortjener at vide, at de har gjort andre mennesker fortræd, og det skal de betale for. Den hævnakt er i virkeligheden ret egoistisk.

Så jeg mener ikke, at hun er en helt. Hun er hovedpersonen i et drama, og det er på tide, at kvinder bliver centrum for dramaer. Kvinder er centrum for masser af dramaer i virkeligheden, så det giver ingen mening, at de ikke er det på skærmen«.

Lisbeth Salander går millitant til værks for at bekæmpe uretfærdigheder mod kvinder. Kan du identificere sig med den vrede? Og tror du, at det er nødvendigt at sætte hårdt mod hårdt for at skabe forandring?
»Ja, det gør jeg. Jeg tror, de fleste mennesker kan genkende at føle sig magtesløs, når man ser uretfærdigheder i nyhederne eller ser noget i sit hverdagsliv, man er uenig med. Det gør Lisbeth også. Hvis hun oplever noget lige foran hende, tror jeg ikke, hun ville kaste sig ind i en diskussion. Hendes tilgang er systematisk. Hun er klar over, at den virtuelle verden, hvor folk tror, at ingen kan se, hvad de foretager sig, er det sted, hvor hun kan opnå størst indsigt i, hvad de tænker. Og det er mere magtfuldt end at brække deres fingre af. Hun skader folk, hvor det gør mest ondt.

Jeg ville ikke advokere for, hvad hun gør. Hendes motiver er ofte tvivlsomme. Hun er drevet af en motor, der udelukkende er baseret på hendes egen oplevelse. Hun handler ikke på menneskehedens eller kvindekønnets vegne. Hun handler, fordi hendes underbevidsthed tvinger hende til at få de mænd, der har skadet hende, til at betale. Hun iagttager dem hver dag leve deres liv og slippe af sted med deres ugerninger, og det gør hun alt, hvad der står i hendes magt for at stoppe«.

Claire Foy i ‘The Girl in the Spider’s Web’

Så du vil ikke kalde hende for en feministisk karakter?
»Det ville jeg ikke sige. Hvad mener du? Hvis du satte Lisbeth Salander ned og spurgte, om hun var feminist, hvad tror du så, hun ville svare?

Jeg tror ikke, hun ville svare, at hun var feminist, men jeg synes, at hun er.
»Det går imod, hvem hun er som person. Hvis du lægger det over på hende, lægger du andre ting over på hende, som hun har været imod hele sit liv. Jeg mener ikke, at man kan påføre andre et mærkat, hvis de ikke selv gør det«.

Hvordan reagerer du selv på uretfærdigheder?
»Desværre er jeg meget – ikke hidsig, men jeg hader, når folk ikke lytter til andre mennesker og opfører sig ondt. Folk, der ikke vil forstå, hvad noget betyder for andre og ikke er villige til at undskylde. Det mindste, man kan gøre som menneske, er at indrømme, at man ikke er perfekt, at man formentlig har handlet forkert og sige, at man er ked af, at man har såret den andens følelser. Det er så respektløst, når folk ikke gør det. Og den slags håndterer jeg ikke godt. Jeg er følelsesladet, så jeg giver altid den slags mennesker, præcis hvad de vil have, ved at råbe højt«.

Læs også: Anmeldelse af ’First Man’ – Rummet har aldrig været så tæt på Jorden som i Damien Chazelles månefilm

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af