’First Man’: Rummet har aldrig været så tæt på Jorden som i Damien Chazelles månefilm

Spoiler alert til de historieløse: Neil Armstrong lander på månen, og han træder ind i historiebøgerne med et fodaftryk i de blege sandkorn på måneoverfladen og et storslået citat. Men selv om vi godt ved det i forvejen, formår instruktør Damien Chazelle at give tilskueren svedige håndflader og nervøse trækninger i store dele af ’First Man’.

Chazelle kunne selvfølgelig også få jazztrommer til at være noget af det mest nervepirrende i nyere filmhistorie med mesterværket ‘Whiplash’, så det er måske ikke så overraskende, at han kan banke pulsen i vejret, når det er menneskeliv, der er på spil. Og det er der i allerhøjeste grad i det biografiske drama, ‘First Man’.

Ruten mod stjernerne er brolagt med dødsfald, og tabet kan helt overordnet ses som et vandmærke hele filmen igennem. Neil Armstrong (fornemt portrætteret af Ryan Gosling) mister sin toårige datter til kræft, mens han arbejder som testpilot af jagerfly, og denne tragedie bærer han på sin egen stilfærdige facon med sig hele vejen. Der er en sorgbåren rastløshed i ham, og da han får flyveforbud kort efter begravelsen, bliver han en del af NASA’s rumprogram, som skal indfri JFK’s løfte om en månelanding, inden 1960erne er omme.

Rumprogrammet er en uophørlig afprøvning af grænser, og astronauterne bliver dyrket som moderne søfarere, der indtager og udforsker verdensrummets uendelige mørke. Men før de kommer i nærheden af disse luftlag, er der lang række teknologiske landvindinger, som skal opnås. Her er ingen manualer, for ingen har gjort det før. Og derfor er fejl ofte fatale. Jagten på at nå stjernerne ender ofte under jorden. Det er en hverdag, hvor man hele tiden tester det mulige, og det er en konstant udfordring af menneskets formåen. Både teknologisk og psykologisk.

Familielivet er præget af en voldsom utryghed for hustruen Janet Armstrong, spillet af en fuldstændig fabelagtig Claire Foy, som har den ubarmhjertige opgave at få hjemmet til at hænge sammen, tage sig af familiens to sønner, deltage smilende, når pressen tropper op, og støtte op omkring sin mand, der bliver mere og mere distanceret. Og selvom det tærer, så bliver hun aldrig slidt ned. Tværtimod er hun filmens mest handlekraftige karakter.

Det er hende, som er stærk nok til at bære sorgen, og hende, som har modet til at sparke døren ind til de overordnede i Houston-hovedkvarteret og rent faktisk udfordre det vanvittige og vaklende projekt: »You’re a bunch of boys making models out of balsa wood! You don’t have anything under control!«

I sine to foregående film, førnævnte ‘Whiplash’ og ‘La La Land’, dyrkede Chazelle de mandlige karakterers drift mod at realisere musikerdrømmen, og kærligheden blev begge steder ofret i jagten på stjernestunden. Denne jagt er helt bogstavelig i Neil Armstrongs tilfælde, men her er ikke samme grad af fravalg af familielivet for at nå derop – astronautgerningen bliver mere en flugt fra sorgen, der stadigvæk pibler frem fra tid til anden.

De enkelte gange Armstrong for alvor udviser skrøbelighed, kommer efter hjemsøgende glimt af hans afdøde datter. Men når rumdragten er på, så bliver alle følelser skubbet til side til fordel for kølige, beregnende reaktioner. En emotionel frakobling, som Armstrong mestrer til fulde, og som i sidste ende giver ham anførerbindet på Apollo 11.

Den følelsesmæssige afstumpethed bliver oftere og oftere taget med hjem. Da Janet tvinger Neil til at forklare deres to sønner, at der er en sandsynlighed for, at far ikke vender hjem fra rumrejsen, følger en af filmens hårdeste scener. Den alvorlige samtale føles mere som et livstræt pressemøde med børnene. En håndfuld korte og velforberedte svar på, hvad der kan ske under rumfærden – svar, som på trods af deres ærlighed også fremstår brutale og maskinelle.

Når man kaster sig over den amerikanske mytemaskine, så vil der altid være voldsomme reaktioner, og der har da også været ramaskrig fra patrioterne, som især har været fortørnede over, at Chazelle har udeladt den ikoniske flagplantning på månen – det store erobringsøjeblik.

Men det er tydeligt hele filmen igennem, at det ikke er de mytiske elementer, som ‘First Man’ vil fokusere på. Den sætter i stedet spot på det kød og blod, der ligger bag alt det ikoniske og ikke mindst et mål om at give tilskueren følelsen af at være med på færden. Det er i sig selv en kunst at tage noget så storslået som månelandingen og gøre den jordnær og realistisk.

Det er eksempelvis meget nemt at forholde sig til de prøvelser, som astronauterne skulle igennem, når de bliver mast ned i en blikdåse med målere og blinkende knapper. Og udenfor lurer rummets uendelighed som et tavst uhyre, der så let som ingenting kan få metaldåsen til at krølle sammen. Kameraet hviler på skruerne i skroget. For det er jo menneskeskabt det her, og selvfølgelig kan det menneskeskabte falde fra hinanden, når det er oppe mod det ukendte.

I biografsædet mærker man rystelserne, og den nervøse kameraføring understreger den dokumentariske stil, som Chazelle er gået efter at ramme. Denne fysik er til stede fra allerførste scene, hvor man bumper med i cockpittet på det jagerfly, som Armstrong er i gang med at teste. Billederne er grumsede, rystede og tættere på en dogmefilm end på den stilistiske ro, som ellers ofte er at finde, når filmhistorien har bevæget sig ud i atmosfæren.

Lyddesignet understøtter i høj grad oplevelsen af at være medpassager. De undergangseksplosioner og den knasende, blændende hvidhed, der fylder lærredet, når Apollo 11 letter og ryger i kredsløb, sender ørerne med ud på stjernetogt og får dig til at gribe efter sikkerhedsbæltet.

Med ‘First Man’ har rummet har aldrig været tættere på Jorden.

Læs også: ‘First Man’ møder kritik for at udelade ikonisk månelandingsøjeblik