I sidste uge havde Damien Chazelles (‘Whiplash’, ‘La La Land’) nye film ‘First Man’ premiere på Venedig Film Festival. Filmen, der følger astronauten Neil Armstrongs (Ryan Gosling) færd mod at blive den første mand på månen, har generelt fået gode anmeldelser, og vores udsendte kalder den en »teknisk triumf«. Allerede nu møder den dog kritik for en meget specifik udeladelse.
Filmen viser nemlig ikke det amerikanske flag blive plantet på månen, der ellers er et af de mest ikoniske billeder fra månelandingen – især for amerikanere. Selvom flaget optræder flere gange i filmen, er netop det øjeblik blevet valgt fra.
En af de mest højlydte kritikere er den amerikanske, republikanske senator Marco Rubio, der gik i kødet på filmen på Twitter: »Det er jo helt vanvittigt. Det er en bjørnetjeneste, der falder på et tidspunkt, hvor vores befolkning har brug for at blive mindet om, hvad vi kan opnå, hvis vi arbejder sammen. Det amerikanske folk betalte for den mission, med raketter bygget af amerikanere, med amerikansk teknologi og amerikanske astronauter. Det var ikke en FN-mission«.
Den populære politiske kommentator Bill Kristol stemmer også i: »Måske skal Universal Pictures (filmens produktionsselskab, red.) høre et opråb fra det amerikanske folk om denne stupide og ondartede falsificering af historien?«, skriver Kristol på Twitter. »Jeg forestiller mig, at det ikke er for sent at tilføje en scene til filmen. Ellers kan vi alle bare blive hjemme og gense ‘Apollo 13’ på tv«.
Det gælder for både Rubio og Kristol, at de ikke har set filmen endnu, men baserer deres udtalelser på, hvad de har læst. Chazelle selv har forsøgt at forklare, hvorfor udeladelsen er foretaget: »I ‘First Man’ viser jeg det amerikanske flag stå på månens overflade, men øjeblikket hvor flaget bliver fysisk plantet på overfladen, er et af de mange øjeblikke på Apollo 11-missionen, som jeg har valgt ikke at fokusere på«, siger Chazelle til Deadline.
»Hvis nogle tror, det er et politisk budskab, så er svaret nej. Mit mål med filmen var at dele de usete og ukendte aspekter af Amerikas mission til månen – især Neil Armstrongs personlige historie, og hvad han måske har tænkt og følt i løbet af de berømte timer. Mit håb er, at ved at grave ned under overfladet og humanisere et ikon så kan vi bedre forstå, præcis hvor svær, dristig og heroisk et øjeblik det egentlig var«.
Til filmens pressekonference snakkede Ryan Gosling om valget om ikke at svælge i det patriotiske:
»I sidste ende tror jeg, at [månelandingen] blev anset som en præstation udført af mennesker (og ikke amerikanere, red.), og sådan har vi også valgt at anskue det. Jeg tror også, at Neil var enormt ydmyg, ligesom de fleste af de andre astronauter, og han flyttede gang på gang fokus fra sig selv til de 400.000 andre mennesker, der gjorde missionen mulig. Så jeg tror ikke, at Neil anså sig selv som en amerikansk helt«.
‘First Man’ har premiere den 25. oktober.
Læs også: Venedig-highlight dag 1 – Damien Chazelles rumfilm ’First Man’ er en teknisk triumf
Læs også: Ryan Gosling er den første mand på månen i flot ny trailer til ‘First Man’