‘Alien Covenant’: Ambitiøst og fandens underholdende

Forventningerne var tårnhøje, da Ridley Scott i 2012, 33 år efter at han slap det mest perfekte monster løs i universet, kom med en ny Alien-film.

’Prometheus’ blev for fans af Alien-filmene en mesters tilbagevenden til urstoffet. Scott lavede ikke bare en kopi af sin klassiker fra 1979, han lavede en film uden de ikoniske xenomorphs, en film, der nok havde rigeligt med actionhorror-elementer, men som samtidig handlede om eksistentielle spørgsmål, dødelighed og tro. En meget ambitiøs film, der trods alle sine plothuller, tvivlsomme karaktermotivationer og ubesvarede spørgsmål i mine øjne var vellykket. Det var dog også en film, der delte vandene, og det vil ’Alien: Covenant’ uden tvivl også gøre.

’Alien: Covenant’ fremstår mere som en hybrid, der viderefører en del af de eksistentielle tematikker fra ’Prometheus’ iblandet en god del fra den originale ’Alien’ samt James Camerons efterfølger ’Aliens’.

10 år efter hændelserne i ’Prometheus’ er kolonirumskibet Covenant på vej til en beboelig planet syv års rumrejse væk. De 2000 nedfrosne kolonister og skibets besætning på 15 mænd og kvinder ligger i hypersøvn under androiden Walters (Michael Fassbender) beskyttelse. En elektrisk storm skader vitale systemer, og besætningen nødvækkes. Kaptajn Bransons (James Franco i en cameorolle) kapsel er fastklemt, og han bliver brændt levende i en intens sekvens.

Den kristne Oram (Billy Crudup) overtager kommandoen og vælger at udforske et signal fra en planet i nærheden, som utroligt nok har en levedygtig atmosfære, i stedet for at krybe tilbage til køjs i dødsfælderne. Den eneste, der protesterer, er Bransons hustru Daniels (en glimrende Katherine Waterston, der som Ripley både er stærk og sårbar).

Besætningsmedlemmerne er fortrinsvis par, velsagtens så de straks kan gå i gang med at producere nye kolonister efter landingen. Planeten virker lovende, der er endda kultiverede hvedesorter, men intet spor af levende væsener. Det eneste levende er svampesporer, som borer sig ind i besætningens næse- og ørekanaler (endnu engang må man konstatere, at det er klogt at bære hjelm, når man udforsker fremmede planeter).

Snart fødes alien-lignende væsener på mest frastødende vis fra de ulyksalige besætningsmedlemmers rygge, munde og brystkasser i ultrablodige body horror-passager, der er David Cronenberg værdig. Scott er en mester til at orkestrere kaos, uden at man mister overblikket. Et blodigt gulv, som den ene efter den anden glider på i kritiske øjeblikke, nærmer sig absurd slapstick.

Det hele er som altid hos Scott en visuel og auditiv fryd, hvor der bliver kælet for kameraindstillingerne, klipning og lyddesign med et effektivt score fra Jed Kurzel. Hele første akt udspiller sig på yderst tilfredsstillende vis som klassisk sci-fi-action-horror og kunne sagtens være fortsat i den dur. Men Scott har større planer.

David (også Fassbender), androiden fra ’Prometheus’, som flygtede med Dr. Shaw (Noomi Rapace) dukker også op igen i en setting, der emmer af Frankenstein med allusioner til Dracula, Wagner og de romantiske digtere Shelley og Byron i en udpræget gotisk billedside, der til tider nærmest antager maleriske kvaliteter. Uden for Davids gemakker finder vi en kæmpemæssig plads, hvor tusindvis af sorte lig er fastfrosset i deres dødsøjeblik som saltstøtter, ikke ulig ofrene for vulkanen Vesuvs udbrud i Pompeji.

Samspillet mellem de to androider Walter og David er ladet med en næsten incestuøs erotisk energi. Walter er den nyere model med amerikansk accent, som har fået fjernet skabertrangen, da den gjorde folk nervøse, mens David, med sit britiske accent, er besat af trangen til at skabe og at træde ud af skyggen som menneskehedens tjener. Fassbenders skuespil er suverænt, og der er ingen tvivl om, at ’Alien: Covenant’ først og fremmest er hans film, ikke de lidt for computeragtige xenomorphs.

Besætningen på Covenant introduceres meget kort, før de uvægerligt ender som cannon fodder for Ridley Scotts ’crew expendable’-mentalitet. Mest mindeværdig er, foruden Oram og Daniels, Danny McBride der spiller sydstatspiloten Tennessee med obligatorisk cowboyhat. Besætningen er ikke soldater, og det forklarer mange af de dårlige beslutninger, der træffes undervejs, men man græmmer sig alligevel, når de bryder de mest basale gyserkonventioner, som at dele sig op igen og igen.

Der går også lige lovligt meget Alien greatest hits i den. Der er en skibscomputer, der hedder Mother, legesyge drillerier mellem besætningsmedlemmerne, ’a perfect organism’, karantæneregler der bliver brudt osv. Og på plotniveauet er vi selvfølgelig også i velkendte vande med et signal fra en ukendt planet, der skal undersøges.

Svagest er filmens generiske tredje akt, der lires ulidenskabeligt af. I hvert fald indtil epilogen, som lægger i ovnen til tredje film af de i alt fire prequels, Scott har lovet os. Den er corny, men den virker.

Indvendingerne er ikke nok til at ødelægge min begejstring for filmen, der i endnu højere grad end normalt i Alien-franchisen fremstiller et mørkt menneskefjendsk univers, hvor mennesket kun er et insekt i et kosmisk verdensbillede, og hvor selv vores egne opfindelser vender sig imod os.

Actionhorror-elementet og det mere filosofiske spor står og hiver i hinanden og skaber sin helt egen vilde energi. Med det gotiske undertema er vi næsten i nyt genreland. Det er ambitiøst og bestemt ikke uden sine fejl, men fandens underholdende og interessant.

Læs også: Alle ‘Alien’-filmene rangeret fra værst til bedst