Når Netflix måler succesen på deres serier, er det ud fra, hvor mange timer de er blevet set i de første 28 dage efter en sæsons premiere. Og i den metrik slog første sæson af ’Bridgerton’ rekorden for engelsksprogede serier sidste år med 625 millioner timer.
Nu har ’Bridgerton’ formået at slå sin egen rekord med sæson to, som er blevet streamet 627 millioner timer, skriver Indiewire. Så selvom anmelderne generelt kalder denne sæson lidt tammere, har det ikke påvirket dens seerskare.
Soundvenues Freja Dam skrev om serien: »Anden sæson af ’Bridgerton’ er stadig fornøjelig romantisk eskapisme, men den centrale romance er simpelthen for langstrakt og forudsigelig«.
Grunden til, at ’Bridgerton’ kun har rekorden i engelsksprogede serie, er selvfølgelig, at det koreanske megahit ’Squid Game’ lige nu dominerer med en hel milliard flere timer, nemlig 1,65 milliarder, i de første 28 dage.
Det er ikke sandsynligt, at ’Squid Game’ bliver slået af pinden lige foreløbig, men ’Bridgerton’ har en udfordrer i ’Stranger Things’, hvis fjerde sæson har premiere om lidt over en måned. Tredje sæson af ’Stranger Things’ har nemlig en tredjeplads hos de engelsksprogede serier, med 582 millioner timer set.