Det har længe været kutyme i Hollywood at parre en ældre mand med en yngre kvinde på film. For eksempel i ’Jurassic Park’, hvor Laura Dern og Sam Neill danner par.
Dern var blot 23, mens Neill var 43, da de filmede. De to skuespillere reflekterede selv over aldersforskellen i et interview med The Sunday Times i forbindelse med ’Jurassic World: Dominion’, hvor de igen spiller deres karakterer fra den oprindelige klassiker.
Sam Neill kommenterer først på sagen: »Jeg er 20 år ældre end Laura! Hvilket dengang var en helt acceptabel aldersforskel i hovedrollerne. Jeg tænkte slet ikke over det, før jeg åbnede et magasin og så en artikel kaldet ’Old Geezers and Gals’. Folk som Harrison Ford og Sean Connery, der spillede med meget yngre folk. Og så var jeg også på listen. Jeg tænkte ’Come on, det kan da ikke være sandt’«.
Selv Laura Dern blev overrasket, da det gik op for hende. »Det føltes helt naturligt at forelske sig i Sam Neill. Og det er kun nu, hvor vi vender tilbage til rollerne i en tid med større kulturel bevidsthed om patriarkatet, at jeg tænkte ’Wow! Er vi ikke den samme alder?’«.
’Jurassic World: Dominion’ har premiere 9. juni.