KOMMENTAR. Midaldrende, kynisk efterforsker får modstræbende en ung, kæk partner på slæb.
Først tørner temperamenterne sammen.
Siden afløses irritationen af en snigende seksuel tiltrækning på tværs af aldersskel.
Will they/won’t they … ?
Ovenstående set-up er en tilbagevendende gimmick så gammel som krimigenren selv, og det samme er kønsrollefordelingen i al sin maskulint dominerede forudsigelighed:
Mandlig sølvræv med rigelig livserfaring på kontoen versus sprød, fremadstormende kvindelig kollega.
Sådan er det ikke i hver eneste krimi med to efterforskere i front, bevares (bare inden nogen falder ned ad stolen af forargelse og hastigt lister ’Kastanjemanden’ og ’Broen’).
Men i overvældende mange er det.
Og derfor var det bemærkelsesværdigt, da 2021’s bedste serie (ifølge Soundvenue), ‘Mare of Easttown’, vendte dynamikken på hovedet og stillede 46-årige Kate Winslets Mare over for 34-årige Evan Peters Zabel, der sendte sin kollega stadigt vådere hundeøjne, som handlingen skred frem.
»Du vil ikke have sådan en som mig«, forsøgte Mare træt at forklare sin bejler, som dog ikke lod sig slå ud uden videre: »Hvordan ved du, hvad jeg vil have?«, lød comebacket med charmen skruet op på max.
Duoen delte sågar et forsigtigt kys, inden den spirende flirt fik en brat ende (få genopfrisket det chokerende twist her). Og skønt aldersforskellen spillede ind i Mares reservationer, ligesom hendes affektioner til Guy Pearces »bedstsælgende forfatter« (mmkay) også gjorde det, så var det romantiske anslag et skridt på vejen i udbredelsen af Hollywood-par med kvindelige alderspræsidenter.
Endnu mere positivt:
Mare og Zabel var så langt fra de eneste, der gav underholdningsindustriens aldersbias fingeren i 2021, hvor vidt forskellige titler som Marvels ’Eternals’, Apple TV+’s ’Ted Lasso’, Netflix’ ’The Unforgivable’ og TV 2-julekalenderen ’Kometernes jul’ (!) med flere alle slog et slag for 40+-kvinders ’ret’ til yngre kød foran kameraet.
‘Mrs. Robinson’s arv
Men hvorfor er kønsfordelingen i fiktive parforhold overhovedet så vigtig?
Fordi midaldrende kvinders seksualitet og relationer med yngre partnere har været groft underbelyst i mainstreamunderholdningen uden for forhold behæftet med tydelige ’Mrs. Robinson’-pointer for at understrege det »aparte« aldersaspekt (se også: Nicole Kidman og Alexander Skarsgårds ægteskab i ’Big Little Lies’), og Samantha Jones og Smith ’The Absolute Hunk’ Jerrods mangeårige romance i ’Sex and the City’.
Selv har jeg før på Soundvenue skrevet om branchens problematiske aldersbias, med udgangspunkt i både amerikanske og danske produktioner, såvel som ind- og udenlandske statistikker. I sommeren 2020 lød det blandt andet:
Kærlighed gør talblind, og Hollywood-kærlighed især gør blind for eksistensen af kvinder over 40.
Dét er fortsat det overordnede budskab i La La Land, hvor midaldrende mand + ung hustru er barnemad (tag 61-årige Kevin Bacon og 34-årige Amanda Seyfried i ’You Should Have Left’), og midaldrende hustru + ung mand er ’Mrs. Robinson’. Dagligdagsfænomen versus kontroversiel tematik, udklækket i filmbyens kuriøse parallelvirkelighed, der også har givet os 32-årige Mila Kunis som »udbrændt« forstadsmor til to mistænkeligt velvoksne unger i ’Bad Moms’. (Læs hele artiklen her.)
Tør man virkelig tro på, at vinden er ved at vende?
De førnævnte par fra 2021 indgyder håb, så lad da os endelig få billeder på turtelduerne. Og bemærk så, at ud af de syv, jeg nævner her, italesættes aldersforskellen kun i to.
To!
Al synlighed er velkommen, naturligvis. Navnlig når det som i ‘Mare of Easttown’s tilfælde har indvirkning på en helt specifik genres udtrådte troper. Men når det er sagt, så er det er viljen til at ignorere aldersforskellene helt og aldeles, der for alvor vil rykke repræsentationen på den lange bane.
‘Eternals’: Lauren Ridloff, 43, og Barry Keoghan, 29
Chloé Zhaos superhelteepos fik på puklen af anmelderne i 2021 – også af undertegnede. Men én ting lykkedes forbløffende godt:
I ’Eternals’ store superheltecast spiller Lauren Ridloff og Barry Keoghan Makkari og Druig, der er forskellige som nat og dag, men ikke desto mindre sender hinanden så flirtende sideblikke, at de legende let stjæler billedet fra filmens egentlige romantiske hovedroller, Richard Madden og Gemma Chan.
Chloé Zhao har fortalt ved presseevents, at Ridloff og Keoghans gnistrende kemi offscreen inspirerede hende til at give karakterenes tiltrækning plads på lærredet, hvor det ellers ikke havde været et fokus i manuskriptet. Ikke alene formidles flirten uden ord, idet Ridloff ligesom sin karakter også i virkeligheden er døv, aldersforskellen refereres heller ikke én eneste gang. Det er en dobbelt landevinding i superheltefilmland.
‘Mare of Easttown’: Kate Winslet, 46, og Evan Peters, 34
2021’s favoritkrimipar med den ulykkelige udgang er selvsagt blandt de to eksempler på listen her, hvor aldersskellet spiller en rolle i plottet.
Forfriskende er det dog, at det er den yngre Zabel, der kurtiserer Mare (ikke noget Mrs. Robinson-femme fatale her), til trods for at hun ad flere omgange fejer hans forsøg på romantik til side som en naiv teenagefascination. Kate Winslet og Evan Peters vandt begge velfortjente Emmy’er for deres præstationer i HBO-serien, og det var deres samspil, der knuste vores hjerter i femte afsnit.
‘Ted Lasso’: Hannah Waddingham, 47, og Toheeb Jimoh, 24
Vi går direkte til par nummer to, der udforsker aldersforskellen. I Apple TV+’s prisvindende fodboldkomedieserie ’Ted Lasso’s anden sæson blomstrede en overraskende romance mellem klubejeren Rebeccca (Emmy-belønnede Hannah Waddingham) og den unge stjernespiller Sam (Toheeb Jimoh).
Rebecca og Sam kender udelukkende hinanden overfladisk som chef og ansat, men da de mødes anonymt på en dating-app, opdager de, at de har mere til fælles end som så. Da maskerne falder, stejler Rebecca over aldersforskellen og chefrelationen, men hjertet vil have, hvad hjertet vil have …
Parret styrede mod problemer i sæsonfinalen, men Sambecca er langt fra dømt ude endnu.
‘The Big Leap’: Piper Perabo, 45, og Jon Rudnitsky, 32
I Disney+’s underholdende dramedyserie ’The Big Leap’ deltager en række amatørdansere i et realityshow, der vil opføre ’Svanesøen’ med »almindelige mennesker«.
Blandt dem er den tidligere direktør Paula (Piper Perabo fra ’Coyote Ugly’) og arbejdsløse Mike (John Rudnitsky), der tidligt sættes sammen som dansepartnere – og ikke overraskende får et godt øje til hinanden. Magtforholdet mellem Paula og Mikes karrierer giver bump på vejen for relationens succes (hvordan skal ikke afsløres her), men til gengæld er serien bedøvende ligeglad med aldersforskellen på 13 år.
‘The Unforgivable’: Sandra Bullock, 57, og Jon Bernthal, 45
Endnu en titel i hvilken alder aldrig nævnes. Netflix’ overmåde succesfulde originalfilm ’The Unforgivable’ fra slutningen af 2021 har Sandra Bullock i hovedrollen som Ruth, der løslades efter 20 år i fængsel for mordet på en politibetjent.
Da hun ansættes på en fiskefabrik, tilbyder kollegaen Blake (Jon Bernthal) hende både frokostselskab og et lift hjem, men begge er martret af fortidens synder, der komplicerer nærværet. Aldersforskellen på 12 år, til gengæld? Den er ikkeeksisterende.
‘Annette’: Marion Cotillard, 46, og Adam Driver, 38
I den franske auteur Leos Carax’ lettere vanvittige musical ‘Annette’ spiller Marion Cotillard og Adam Driver et kunstnerpar, hvis passionerede forhold skildres med et urovækkende mørke lurende under overfladen. Filmen er en prøvelse – på flere planer – men aldersforskellen taknemmeligt uvedkommende.
Alt andet ville også være bizart, vil de fleste almindelige dødelige formentlig mene, når vi har at gøre med sølle otte år. Men husk så på mediefuroren omkring James Bonds overskriftsværdige scoring af »en ældre kvinde«, da 50-årige Monica Bellucci blev castet over for 46-årige Daniel Craig i Bond-filmen ’Spectre’ …
‘Kometernes jul’: Lotte Andersen, 58, og Martin Greis, 41
Jo, jo, vi kunne også lidt i lille Danmark i 2021, hvor TV 2 i december søreme slog et slag for sunde romantiske forbilleder for de mindste med Astrocamp-læreren Panda Søren og stjerneforskeren Mette, der giver hinanden julelys i øjnene (huhej, hvor det går!), efter sidstnævnte er vendt hjem efter et langt ophold i det ydre rum.
Et par søde takter i pølsenden af, hvad man vist roligt kan kalde for lidt af et lorteår.
Hvad nu, Hollywood?
Nu er spørgsmålet selvfølgelig, om 2022 vil føre tendensen videre i film- og serieregi. Eller endnu bedre forvandle ‘tendens’, der trods alt smager af noget forbipasserende, til en blivende opdatering af Hollywoods aldersbias.
Lad mig slå fast for prins Knud: Ingen påstår, at maj-december-romancer mellem ældre mænd og yngre kvinder er komplet urealistiske, og ingenlunde reflekterer virkeligheden. Ej heller at de skal udskammes eller udryddes.
Men når skildringen af én parforholdskonstellation dominerer på skærmen, dominerer den på bekostning af synligheden af andre, der dermed i stedet får en snert af det eksotiske. Det gælder ældre kvinder/yngre mænd, men det gælder også repræsentationen af farvede/hvide par, LGBTQ-par og så videre.
Synlighed fostrer accept, og accept fostrer normalisering, i dette tilfælde af nuanceringen af midaldrende kvinder seksualitet. Hvorfor jeg glæder mig over, at 57-årige Sandra Bullock atter tager teten og fletter fingre med 41-årige Channing Tatum i den kommende romcom ’The Lost City’, der får dansk biografpremiere 28. april.
Mere af det i mainstreamkulturen og here’s to you, Miss Bullock.