’Ted Lasso’ sæson 2: Sidste års bedste komedieserie er tilbage med en perfekt anden sæson
Spoilers for ’Ted Lasso’ sæson 1. Du kan læse vores anmeldelse af sæson 1 HER.
Efter en magisk start på sommeren, hvor selv de mest inkarnerede anti-fodboldfans fik klaphatten på og skrålede med på ’Der er et yndigt land’, er der opløftende nyheder:
Ted Lasso (Jason Sudeikis) og alles yndlings-underdogs i fodboldklubben AFC Richmond er tilbage!
En af de bedste, nyligt massivt Emmy-nominerede komedieserier fra sidste år vender tilbage i toptrimmet form, klar til at servicere med grin i linde strømme og kærlig prikken til hjertekulen.
Det er stadig op ad bakke for de evigt undertippede gutter i den londonske klub, efter den katastrofale nedrykning fra Premiere League i forrige sæsons sidste afsnit.
Alt, hvad de skulle bruge i den skæbnesvangre kamp var uafgjort og med en sidste minuts scoring, sendte klubbens tidligere stjernespiller Jamie Tartt (Phil Dunster) dem ned i første division.
Og som et lille svirp med skæbnens dårligt timede hale, kan de nu ikke få andre resultater end netop uafgjort her i starten af den nye sæson.
At holdet er noget nær forbandet, er der nærmest ingen tvivl om i første afsnit af Apple TV+s roste sitcom. Legemliggørelsen af glæde, angriberen Dani Rojas (Cristo Fernández) – hvis mantra er »Football is life!« – skal sparke straffespark. Stillingen er 2-2, det uheldige hold er på vej mod den ottende uafgjorte kamp i træk, og hele stadion hepper nervøst på mexicaneren.
Selv klubbens maskot Earl Greyhound bjæffer entusiastisk. Dog mere efter den due, der sidder ved foden af den ene målstolpe.
Alt foregår bogstaveligt talt i slowmotion: Sparket, støvlen der rammer bolden, som har retning mod toppen i venstre side af målet. Duen, der flyver for livet, da hunden sætter i et imponerende spring. Lyden af bolden, der rammer hunden, som udstøder et klynk og falder død til jorden, mens alle på stadion gisper forfærdet.
»Football is death«, lyder det senere nedtrykt fra Rojas.
Efter flere miserable resultater, bliver sportspsykologen Sharon (Sarah Niles) hentet ind til at få angriberen ud af den mentale dal, han er havnet i. Hendes tilstedeværelse er den vigtigste tilføjelse i sæson to, hvor alle de faste kendinge fra første sæson vender tilbage, og nogle af de mindre karakterer får større udfoldelsesmuligheder – især backen Sam (Toheeb Jimoh) kandiderer til sæsonens MVP.
Enten bliver der tilføjet eller afdækket lag hos de forskellige personer:
Evigt optimistiske Ted har stadig små smerter i sjælen efter at ægteskabet gik i stykker, og hans søn er i USA på den anden side af Atlanten. Det er tydeligt, at klubbens ansættelse af Sharon gør noget ved den ultra-sympatiske træner. De sædvanlige tricks med at komme ind på livet af nye mennesker virker ikke rigtigt for ham, selv ikke engang hans udsøgte lemon-squares har den ønskede effekt – for hun spiser ikke sukker.
Det eksistentialistiske lag, der gennemsyrer ’Ted Lasso’ bliver delikat pakket ind i sublim humor. Selvom det er primitivt, er det stadig virkelig sjovt at høre Roy Keane-klonen, den nu tidligere fodboldspiller Roy Kent (Brett Goldstein), fyrer »Fuck«-variationer af og kalde sin niårige nieces hold, som han er træner for, for tabere, der ikke har viljen til at vinde.
Respekt og kærlighed er de store motivationer for karakterernes ageren. Både i forhold til at bedre sig selv, men også for at hjælpe en ven, der har det hårdt. Derfor er alle singler på holdet og i klubben hurtige til at downloade Keeleys (Juno Temple) nye dating-app Bantr, hvor der ikke er tilknyttet profilbilleder, kun tekstkommunikation – og ja, det kommer til at spille en betydelig rolle.
En decideret skurk skal vi kigge langt efter i denne sæson. Sidst var klubejer Rebecca (Hannah Waddington) langt hen ad vejen det tætteste vi kom, men hun og Keeley endte som friendship goals.
De problemer og udfordringer, som personerne kommer ud for, er dermed ikke forankret i en specifik skurk. Snarere er de en konsekvens af den konstante udvikling, de er i, og derfor går der sport i at lægge mærke til selv de mindste subtile karaktertræk.
Med det in mente er der mulighed for et par ubehagelige emotionelle overraskelser i de sidste fire afsnit, for er der en ting, Jason Sudeikis og resten af ’Ted Lasso’-holdet har vist indtil videre, er det, at de ikke er bange for at gå i nærkamp med tunge emner.
Og med den excentriske flok, der huserer i AFC Richmond, kommer psykologen på overarbejde og ditto vores følelsesmæssige tilknytning til det herlige hold.
Forza ’Ted Lasso’!
Kort sagt:
Anden sæson af Apple TV+s successerie om den evigt glade amerikanske træner og den engelske fodboldklub, bygger videre på den fremragende første sæson – og bliver endnu bedre.
Anmeldt på baggrund af 8 ud af 12 afsnit.