Instruktøren af ‘No Time to Die’ og serierne ‘True Detective’ og ‘Maniac’, Cary Fukunaga, er blevet anklaget for seksuelle krænkelser og »grooming« af tre kvinder. Det skriver AV Club.
Den første anklage kom fra skuespiller og skater Rachelle Vinberg i kølvandet på en af Fukanagas egne Instragram-posts, hvori han udtrykke forargelse over den amerikanske højesterets plan om at omstøde abortloven Roe v. Wade.
I et Instagram Live-opslag i sidste uge (hele opslaget kan ikke længere ses) sagde Vinberg, at Fukunaga »bogstaveligt talt er ligeglad med kvinder ( … ) han traumatiserer dem bare. Jeg har talt med mange piger. Fuck dig, Cary«.
Vinberg, som i dag er 23 år, beskrev, hvordan hun mødte Fukunaga, da hun som 18-årig indspillede en reklamevideo. Instruktøren skulle ifølge Vinberg efterfølgende have skrevet til hende på Instagram, og fortalt om sin »ensomhed og romantiske fortid«.
Senere havde de sex, men Fukunaga ville holde forholdet hemmeligt. Hvorfor han plejede at sige, at teenageren var hans »kusine, eller niece eller søster«, når de var ude i offentligheden. Instruktøren havde forklaret Vinberg, at sandheden ville »se dårlig ud for ham«.
Vinberg postede også et billede af hende selv og instruktøren med teksten: »Jeg har været bange for ham i så mange år. Manden er en ‘groomer’, og har gjort det her lort i årevis. Pas på, kvinder«.
»Der er masser af folk, der arbejder for ham der ved, at han er et rovdyr, og de taler om det bag hans ryg«, fortalte skuespilleren. Ifølge hende har Fukunaga nægtet at tage ansvar for sine handlinger, selvom hun har forsøgt at række ud til ham ad flere omgange.
Cary Fukunaga har endnu ikke svaret på Vinbergs anklage, men til gengæld er to kvinder mere trådt frem: Tvillingerne og skuespillerne Hannah og Cailin Loesch, der arbejdede sammen med Fukunaga på Netflix-serien ‘Maniac’.
I et længere skriv på TwitLonger går søstrene i detaljer med, hvordan de mødte Fukunaga som 20-årige, og at han blandt andet på et tidspunkt foreslog, at de skulle have en trekant.
Ifølge instruktøren var incest »okay, hvis alle parter er okay med det«. Søstrene skriver, at Fukunaga »jagtede« dem i årevis, og blandt andet forsøgte at forføre dem ved at invitere dem til en privat visning af ‘No Time to Die’ hjemme hos ham. I hans seng.
Da søstrene på et tidspunkt udtrykte bekymring over Fukunagas opførsel, sagde han ifølge dem: »Er I klar over, hvor skidt det her ville se ud i lyset af MeToo-bevægelsen?«.
»De røde flag var der, og vi valgte at ignorere dem. Det var vores skyld«, skriver Hannah og Cailin Loesch.
Fukunaga har heller ikke kommenteret på dé beskyldninger. Instruktørens kommende projekt er Anden Verdenskrigs-serien ‘Masters of the Air’, der har Barry Keoghan og Austin Butler i hovedrollerne. Serien er produceret af Steven Spielberg og Tom Hanks.