Guy Ritchie har tilsyneladende fået smag for at omforme animerede Disney-klassikere til liveaction-film.
Ifølge Deadline skal den britiske instruktør bag ikoniske gangsterfilm som ‘Snatch’ og ‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ instruere en liveaction-udgave af ‘Hercules’.
Der er endnu ikke tilknyttet skuespillere til projektet, som stadig er i udviklingsfasen. Lige nu foreligger kun et første udkast til et manuskript, som ifølge Deadline skal omarbejdes af nye forfattere.
Ritchie har tidligere haft stor succes i Disney-regi: Hans liveaction-udgave af ‘Aladdin’ blev den første af hans film til at omsætte for over én milliard dollars på verdensplan.
Han er desuden i gang med at udvikle en opfølger til ‘Aladdin’-filmen, som i øjeblikket står til at få premiere i 2025 ifølge iMDB.
Disney har satset stort på liveaction-filmatiseringer af deres gamle klassikere. I fremtiden får vi blandt andet nye versioner af ‘Pinocchio’, ‘Peter Pan & Wendy’, ‘Den lille havfrue’, ‘Snehvide’ og mange flere.