Selvom seertallene ikke er offentliggjort, er Jonas Risvigs ’Salsa’ utvivlsomt blevet en stor succes for DR.
Serien med søstrene Safina og Filippa Navarana Coster-Waldau i hovedrollerne bryder ny grund i skildringen af unges forhold til sex, kærlighed, venskab og følelser. Og det er noget, der har vakt genklang i målgruppen, fortæller Jonas Risvig over en telefon, da jeg fanger ham, efter de sidste afsnit har haft premiere.
Hvordan har responsen været?
»Det har været totalt overvældende. Alt, jeg havde håbet på, er blevet til virkelighed: At se de unge samle det op, og at der så også kom en anerkendelse fra branchen og anmeldere i mange forskellige typer medier – at det samlede budskab blev forstået på tværs af aldre, medier og målgrupper har været fantastisk«.
Hvordan har du konkret mærket det fra de unge?
»Min indbakke er fuldkommen proppet med reaktioner. De unge spillere har fået 6.000 nye følgere på to uger på sociale medier. Jeg stod nede i Emmerys i går og købte en kaffe, hvor de tre piger bag disken havde så travlt med at diskutere handlingen i serien, at jeg måtte skynde på dem, fordi jeg skulle nå et møde! Og så er den bare virkelig blevet set af dem, der skulle se det«.
Ved du, hvor mange der har set med?
»DR’s tal er ikke offentlige, men jeg har fået at vide, at vi er blandt de mest sete streamingprogrammer på DR3/P3 nogensinde, og at serien har ramt en målgruppe, de i mange år har haft svært ved at ramme, de 15-24-årige. De er kommet ind i stalden, så missionen er fuldført«.
Hvad skriver folk til dig?
»Der er to ben i det. Rigtigt mange unge fortæller, at de synes, serien rammer sproget og taler en sag, som der har manglet.. Og så har der været en hel efterbølge af unge, som helt reelt tager stilling til, om de synes, at vores app, Drift, skal blive til virkelighed. Jeg har fået sindssygt mange beskeder, hvor folk skriver, ’Jonas, du er nødt til at lave appen’ eller ’Du må virkelig ikke lave den’. Jeg er blevet kontaktet af app-udviklere, der har skrevet, at de kan have den klar om en måned. Så fiktionen har bevæget sig ud i virkeligheden på en syret måde«.
»’Salsa’ er meget hurtigt blevet en del af nogle menneskers liv, og de ejer den nu. Der var nogle piger fra Aurehøj Gymnasium i 3.g, der skrev til mig, at det ville ændre hele deres sommer, hvis den app kommer ud, at det ville være så fedt. Så man sidder pludselig med et meget mærkeligt ansvar«.
Har du overvejet at udvikle appen?
»Jeg har virkelig været i tvivl omkring, hvorfor folk vil have den. Jeg har også tænkt tanken, at hvis jeg ikke gør det, er der sikkert nogle andre, der gør. Men jeg tror ikke, jeg skal være app-udvikler! Jeg tror til gengæld gerne, at jeg vil blive ved med at lave serier, der kan sætte ild i nogle snakke, som har med de unges virkelige liv at gøre«.
Hvordan vil du have det med det, hvis andre laver den?
»Det er et godt spørgsmål. Hvis nogle føler, de kan lave den, så det gør noget godt for folk, så skal de have lov til at fyre den af. Men jeg er skeptisk omkring, at det kan lade sig gøre!«
Serien slutter på Nik & Jays’ fodboldsang ’Vi vandt i dag’, som også var blevet spillet i et tidligere afsnit. Det var et lidt overraskende valg, den er alligevel 10 år gammel.
»Jeg havde en drøm om, at der ikke skulle være nogen forældre med i den her serie, at de voksne skulle være totalt fraværende. Så den mest nøjagtige måde, jeg kunne bringe de to søstres fortid sammen på, var at sige, de har i hvert fald været til fodbold sammen med deres far i 2012, da det nummer kom ud. Siden har han nærmest været fraværende, så det er det eneste minde, de reelt har om ham. Så fik jeg sindssygt meget lyst til at bringe det som afslutning om serien, selvom det er et så banalt og tacky et nummer«.
»Jeg spurgte faktisk Nik & Jay, om jeg måtte bruge sangen som rulletekstnummer igennem hele serien. Men vi nåede aldrig at lande en aftale. Jeg ved heller ikke, om det havde været en god idé!«.
Hvis vi lige skal tale lidt om, hvor serien efterlader de to hovedkarakterer: Er der en fremtid for Noah og Victoria, tror du?
»Jeg ved det fandme ikke. Jeg føler, at de har en fremtid, men ikke sammen. Det er en fremtid hver for sig, men som bedste venner måske. Det tror jeg«.
Hvordan synes du, vi efterlader Uma? Hun finder jo en form for fred, men det er stadig ret åbent.
»Uma blev jo sluppet mere ked af det end nogensinde, men også stærkere end nogensinde. For mig er hun en superhelt, der popper op i mit hoved en gang imellem, hvor jeg tænker, gad vide hvad hun ville lave lige nu. Jeg kunne sindssygt godt tænke mig at udvikle videre på begge pigers rejse. Jeg koger over af ideer til, hvor det skal tages hen. Jeg synes kun lige, historien er startet«.
Så du er klar på sæson 2?
»Jeg er totalt klar. Hele holdet er mega klar, og jeg håber på, at ’Salsa’ kan blive det nye store DR-flagskib. Jeg synes, den har potentialet til det, og jeg håber, at DR har lyst til at gøre det sammen med os og lade den blive ved som en serie som ’Doggystyle’, der fik flere sæsoner«
Har du fået nogle indikationer fra DR endnu?
»Vi har haft nogle indledende snakke om ‘Salsa’s fremtid, men den er jo som altid utrolig svær at spå om. ‘Salsa’ er blevet født i DR, og jeg har sagt, at det er nødt til at være med dem, for de er de eneste , der kan skabe rammerne for en serie som den her. Så jeg sidder faktisk bare og venter i spænding«.
»Men det er et sjovt tidspunkt lige nu, for der kommer en masse tilbud fra folk, der pludselig kan se, ’nå, det var måske ikke helt dumt det med nogle unge, der snakker på en kantsten og gik og følte noget’. Så jeg er blevet stillet over for en stor udfordring menneskeligt lige nu, hvor jeg skal finde ud af, hvad næste skridt er«.
»Det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg skulle miste den kæmpe tillid, vores hold har fået af målgruppen. Det værste, der kan ske, er, at de voksne begynder at synes, det er fedt, mens de unge forsvinder«.
’Salsa’ kan ses på DR.