’Players’: Underholdende gamerserie fra duoen bag ’American Vandal’ – også for noobs
Hvis du ikke har det store kendskab til League of Legends eller e-sport generelt, vil præmissen for ’Players’ formentlig give dig en smule nervøse trækninger.
Et par danske serier såsom ’GG Horsens’ og ’Try Hard’ har nemlig allerede forsøgt sig med skildringer af det nærmest mytiske gamermiljø og fascinationen af e-sport – uden den store succes.
Men fortvivl ej.
For selvom gamer-slang som smurf, bot lane, scrim og wombo combo indgår heftigt i Dan Perrault og Tony Yaccendas første samarbejde siden fænomenet ’American Vandal’, er der gudskelov noget for enhver smag.
I ’Players’ følger vi et professionelt e-sporthold, Fugitive, hvor den 27-årige, dybt selvcentrerede, veteran Creamcheese (Misha Brooks) drømmer om at vinde et trofæ med sit hold i sin karrieres efterår.
Fugitives hårde kerne består blandt andet af ægteparret April og Kyle Braxton, hvoraf sidstnævnte er holdets træner, samt spillerne Frugger, Nightfall, BAP og selvfølgelig Creamcheese selv. Teamet er én stor familie, og de bor sammen i et lækkert hus, hvor de på mange måder lever et jetsetliv.
Men da Fugitives excentriske ejer Nathan Resnick (Stephen Schneider) hverver et 17-årigt, lysende Twitch-talent ved navn Organizm (Da’Jour Jones), som bliver spået en stor karriere indenfor e-sport, må Creamcheese pludselig dele, ja måske endda vige fra, pladsen i rampelyset.
Ligesom ’American Vandal’ er ’Players’ en mockumentary, der selvironisk leger med samtlige tricks og kneb inden for dokumentargenren. Skiftevis bevæger vi os frem og tilbage i en lidt broget tidslinje, der blandt andet viser, hvordan Fugitive blev dannet, hvordan Creamcheese blev smidt ud hjemmefra af sine forældre, fordi han ville være pro-gamer, og hvordan Organizm isolerede sig i sine forældres kælder med sin computer i håb om at blive det næste store gamertalent.
Mockumentary-formatet virker upåklageligt. Mens det er sjovt, når Perrault og Yaccenda iscenesætter Fugitive-teamet med close-up-interview-situationer og zoomer ind på konflikterne mellem holdets egoer, er det mindst lige så underholdende, når fiktive e-sportsjournalister, analytikere og eksperter kommenterer begivenhederne.
Det er selvfølgelig et plus i bogen, hvis du kender til e-sport i forvejen, men selv for folk med et minimalt kendskab til emnet, vil man kunne klukke med på mange af seriens satiriske indslag.
Serien er for eksempel ikke bleg for at rette kritik af de mange ejerskab af klubber på tværs af sportsgrene, hvor forretningsmænd blander sig i det sportslige output, hvilket ofte resulterer i et clash af værdier.
Af de mange ukendte ansigter, som Perrault og Yaccenda har castet til serien, er det Misha Brooks, der står stærkest. Hans karakter er lige dele usympatisk og underholdende og kunne let være en karakter, som ville være umulig at holde af, hvis ikke det var for Brooks store karisma.
Desværre lider serien i momenter af et alt for stort karaktergalleri, som gør det svært at fokusere på de mange baggrundshistorier og relationer. Der bliver simpelthen hældt for mange ingredienser i gryden.
Kort sagt:
’Players’ giver et sjældent vellykket og ofte fascinerende indblik i e-sport og gamerkulturen – godt hjulpet på vej af ’American Vandal’-skabernes flair for dokumentargenren.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.