’American Vandal’ sæson 2: Masseskideri bliver til tidens skarpeste generationsskildring
Kan en serie om tissemandstegninger og racerrøv være tidens skarpeste generationsskildring?
Med fare for at blive anklaget for fortænkt akademisering vil jeg slå et slag for, at ’American Vandal’ med sin anden sæson sætter en lårtyk stråle af Delhi Belly under sin status som et af de mest indsigtsfulde portrætter af generationen født mellem slut 90’erne og start 00’erne.
Første sæson af true crime-pastichen var en penisjoke, som stak dybt med sin udforskning af highschool-kulturen og vores tendens til at dømme bøvede tabere som Dylan Maxwell, så de aldrig får en chance for at blive mere end netop det: Tabere. Anden sæson fremstår umiddelbart som en opstrammet kopi uden en hovedattraktion som Maxwell. Til gengæld stiller den endnu skarpere på de sociale medier som stedet, hvor identiteter skabes og plettes til.
Det er stride strømme af fæces på den katolske skole St. Bernardine, der denne gang tiltrækker opmærksomheden hos de to filmskabende detektivspirer Peter Maldonado (Tyler Alvarez) og Sam Ecklund (Griffin Gluck).
’The Brownout’ tituleres den indledende episode, hvor kantinens limonade har sat skolens elever på kaoslignende kurs mod nærmeste toiletsæde til tarmudfoldelse. ’The Brownout’ er bare én af tre fækale forbrydelser, som på otte dage er begået af den mystiske Instagram-bruger, Lortetyven. Som Maldonado og Ecklund konstaterer, er der tale om en serievandal.
Er Lortetyven identisk med det nørdede og gammelkloge mobbeoffer Kevin McClain (Travis Trope)? Han tilstår hårdt presset forbrydelserne i første afsnit, men i bedste ’Making a Murderer’-stil åbner efterforskningen op for, at det også kunne være skolens basketballstjerne DeMarcus Tillman (Melvin Gregg).
Efter true crime-genrens vendespilsmetode afløser den ene antagelse den anden, og hver en stinkende afkrog gennemsnuses. Hemmeligheden kan ligge i hver eneste tweet, Instagram-post eller tvetydigt emoji, som seriens skabere Dan Perrault og Tony Yacendas imponerende har udtænkt til deres labyrintiske krimimysterie.
Seriens mesterstykke ligger i deres enorme knowhow om alle true crime-genrens greb og metoder. Dertil er det overskudsagtigt, når serien i starten kommenterer fiktionens gentagende form og gengiver, hvordan Maldonado og Ecklunds dokumentarserie om penismysteriet blev opkøbt af Netflix og fik et løft med droneskud og digitale animationer.
’American Vandal’ er således et typisk eksempel på toerens ’jo større, jo bedre’-filosofi. Man kunne mistænke Perrault og Yacenda for ikke at ville mere end spidsfindige drengestreger og latrinære stiløvelser, men sådan forholder det sig ikke.
Seriens obligatoriske rekonstruktioner har med den forstærkede pengepung fået tilføjet et ekstra skyggelag, men der er også et dystopisk mørke bag historiens fokus på ekskrementer. Der er ikke langt fra masseskideri til masseskyderi.
I et år, hvor skoleskyderier i USA har været en nærmest ugentlig nyhed, står ’American Vandal’ som et vigtigt spejl af de sociale dynamikker og magtstrukturer blandt unge, særligt på nettet.
»Vi er den første generation, der kan leve to gange«, siges det rammende om elevernes svære vekslen mellem ensomheden i klasselokalet og de sociale mediers maskespil. Selvom sæsonen ender på en lidt pladderhumanistisk tone, er det beundringsværdigt, at det aldrig bliver en moraliserende fortale for ’den virkelige verden’.
Tværtimod klinger slutningen som en hymne for de digitalt indfødte, Generation Z, eller hvad de nu skal stemples som. Omfavn internettets muligheder for identitetsrollespil, men vær samtidig varsom med ikke at anskue alt gennem den digitale hønsegårds hang til forsimplede og forstørrede værdier, når den digitale maske tages af.
’American Vandal’ er 10’ernes svar på ’Heathers’, ’Clueless’ og ’Mean Girls’ med et vigtigt budskab til en alt andet end fortabt lortegeneration.
Læs også: Da 27 tegnede dillere gav komedien genoprejsning