Sådan her har du aldrig set Sebastian Stan før.
Skuespilleren har delt første billede af sin karakter i den kommende A24-film ‘A Different Man’, der er skabt med lag af proteser, som gør det noget nær umuligt at skimte Stans oprindelige træk.
Stan spiller en mand med neurofibromatose, der undergår ansigtskirurgi og derefter bliver besat af den skuespiller, som spiller ham i et teaterstykke baseret på hans liv.
‘A Different Man’ er skrevet og instrueret af Aaron Schimberg, mens Stan får modspil af ‘Verdens værste menneske’-stortalentet Renate Reinsve og ‘Under the Skin’-skuespilleren Adam Pearson.
Det er den Oscsar-nominerede makeupartist Michael Marino, der står bag de vilde proteser. Marino har også lavet proteserne til Colin Farrells opsigtsvækkende forvandling til Pingvinen i ‘The Batman’.
‘A Different Man’ er lige nu under optagelse. Der er ikke annonceret en premieredato.
Filmen fortsætter Stans flirt med indiefilm efter hans tid hos Marvel. Tidligere på året var han aktuel i kannibalgyseren ‘Fresh‘, mens han for nylig blev Emmy-nomineret for sin rolle i ‘Pam & Tommy‘.