KOMMENTAR. »Hvad f…?!«
Jeg husker tydeligt, da jeg for et par år tilbage sad i biografmørket og så Margot Robbie-skøjtedramaet ’I, Tonya’ og først et pinligt langt stykke inde filmen blev ramt af den åbenbaring, at skuespilleren, der gav den som hendes afstumpede taber af en alkoholiseret, voldelig ægtemand, var ingen ringere end Marvels Winter Soldier himself.
Aka. Sebastian Stan.
Det var ikke just, fordi Stan var synderligt kamæleonsk forklædt – et kikset skovsnegleoverskæg, én metalarm mindre og et par måneders pause fra at løfte vægte med Avengers’ personlige trænere var alt, der udadtil adskilte karakteren fra Captain Americas BFF.
Nej, det var slet og ret takket være en så radikal transformation af udstråling alene, at Jared Leto burde tvinges til at studere teknikken, inden han for 117 gang tyer til diverse maskerende proteser for overhovedet at møde på arbejde (»Det hedder skuespil«, vil nogen måske mumle sarkastisk, hvortil jeg bare vil svare: hvornår har du eksempelvis sidst fuldstændig glemt, at Brad Pitt er Brad Pitt?).
Han gjorde sig selv kunsten efter, gjorde den gode Stan, da han i januar tonede frem som Mötley Crue-trommeslageren Tommy Lee i Disney+-serien ’Pam & Tommy’ (her ganske vist udstyret med fedtede sorte lokker og CGI-svaber), og nu igen i denne måned, hvor han har serveret en sorthumoristisk Patrick Bateman-makeover i romcom-gyset ’Fresh’ (ligeledes på Disney+).
Titler, der begge har slået fast med syvtommersøm, at skuespillerens superkraft intet har at gøre med hverken supersoldatserummer eller Wakanda-vibranium, men derimod udspringer af en uimodståelig, selvironisk kompromisløshed og komisk timing i gestaltningen af outrerede mænds galoperende storhedsvanvid.
Fra ‘Gossip Girl’ til Marvel
Sebastian Stan er oprindeligt fra Rumænien, men flyttede som 12-årig til New York med sin mor. I civil oser han klassisk Hollywood-charme, hvorfor måden han twister sit A-lister-look til en creepy maske af giftig maskulinitet i navnlig ‘I, Tonya’ og ‘Fresh’ fremstår lige så effektivt foruroligende, som rollerne står i skærende kontrast til Marvels reformerede, retskafne helt (undskyld, »White Wolf«).
Jovist, franchise-eventyrerne har lunet på kistebunden for skuespilleren, som i 2011 landede jobbet i ’Captain America’ frisk fra ’Gossip Girl’-rollen som Blake Livelys flirt Carter Baizen.
Men i lyset af hans brandkarismatiske præstationer over de seneste par måneder alene, står det mere end nogensinde soleklart, at superheltefabrikken parkerede et af deres mest sprudlende talenter i en af filmseriens mindst ekspressive roller.
Ikke nok med det: Vintersoldaten har domineret Stans offentlige image så tungt igennem et helt årti, at kun et fåtal af skuespillerens øvrige projekter på sidelinjen for alvor har rodfæstet sig i mainstreambevidstheden (husker du Netflix-filmen ’The Devil All the Time’? ‘Destroyer’ med Nicole Kidman?).
Og det var først, da han trådte ud af Avenger-kollegernes skygger i sidste års Disney+-serie ’Falcon and the Winter Soldier’, at han endelig fik albuerum til at nuancere PTSD-ramte Bucky Barnes med så forfriskende kækt resultat, at Marvel-bossen Kevin Feige må have mærket et stik af fortrydelse over, at studiet ikke katapulterede Stan højere op på rollelisten for evigheder siden.
Så hvad nu for den 39-årige stjerne?
Efter ’Fresh’s saftige absurditeter kan jeg dårligt vente med at se, hvilken type karakterer Stan sætter tænderne i næste gang, og senere på året får vi både dramaet ’The Brutalist’ fra instruktør Brady Corbet (’Vox Lux’), hvori han spiller over for Vanessa Kirby, såvel som ’The Crown’-instruktøren Benjamin Carons svindlerfilm ’Sharper’ med Julianne Moore.
Det vides endnu ikke, om Buckys kropsnære læderjakke gør comeback på lærredet, men herfra skal der lyde en indtrængende bøn om, at skuespillerens forrygende aktuelle momentum endegyldigt har gjort op med rollerne som spejderdrengesidekick til kolleger, hvis evner han langt overstråler.
Kom så, Hollywood, giv nu bare Sebastian Stan den store prestigehovedrolle, han på alle måder fortjener!
‘Fresh’, ‘Pam & Tommy’ og ‘Falcon and the Winter Soldier’ kan alle ses på Disney+.