Det skabte bølgegang i Hollywood, da Warner Bros. tidligere på måneden valgte at smide den ellers færdigindspillede superheltefilm ‘Batgirl’ lukt i skraldespanden.
Filmen med et budget på næsten 660 millioner kroner havde Leslie Grace fra ‘In the Heights’, J.K. Simmons, Michael Keaton og comebackstjernen Brendan Fraser på rollelisten, men blev af moderstudiet Warner Bros. vurderet til at være så ringe, at den ikke kunne reddes.
En besynderligt forkølet officiel påstand med tanke på de hundedyre reshoots, Warner Bros. og DC tidligere har begavet deres superheltefilm med grundet tvivlsom kvalitet og dårlige testvisninger.
Forklaringen blev da også øjeblikkeligt vendt og drejet i flere medier, idet Warner Bros., som nyligt er fusioneret med Discovery, tilsyneladende stod til at spare et betydeligt beløb i skat, hvis de helt droppede filmen.
Fans har ikke overraskende udtrykt bekymring for, hvad ‘Batgirl’s kranke skæbne kan betyde for kommende DC-superheltefilm, og nu har Variety fået nys om, at den ellers bekræftede fortsættelse til Matt Reeves’ ‘The Batman’ med Robert Pattinson ikke længere er helt så bekræftet.
‘The Batman 2’ fik ellers oprindeligt grønt lys helt tilbage i april, men efter Warner Bros. førnævnte sammenlægning med Discovery og betydelige omstruktureringer af produktionsplanerne, er filmen ikke længere på listen over godkendte projekter.
Forventningen er, at ‘The Batman 2’ nok skal komme det, og Matt Reeves arbejder da også eftersigende videre med at udvikle historien. Men desværre skal vi ikke forvente at se filmen i biografen før om adskillige år.
Ifølge den nye Warner Bros. og Discovery CEO David Zaslav vil firmaet således stræbe efter at opbygge en superheltestrategi modelleret efter Marvels forbillede med nøje tilrettelagte 10 års planer.
Og med den strategi in mente og annonceringen af, at ‘Joker 2’ lander i 2024, er det ikke sandsynligt, at ‘The Batman 2’ ser dagens lys før (aller-aller)tidligst i 2025/26.