Både Daisy Edgar-Jones og Paul Mescal er godt i gang med at bygge solide stjernekarrierer oven på gennembruddet i ‘Normale mennesker’-serien.
Edgar-Jones er fra i morgen biografaktuel i hovedrollen i ‘Hvor flodkrebsene synger’, mens vi om nogle måneder kan glæde os til Mescals mest prominente filmrolle, i Charlotte Wells debutspillefilm ‘Aftersun’, hvis trailer nu er ude.
Paul Mescal spiller en far, der tager sin 11-årige datter med på ferie til Tyrkiet i 90’erne, og i filmen reflekterer datteren 20 år senere over turen, som sætter sig i kroppen på godt og ondt. Alt tyder på, at det er en film, man bærer med sig i hjertet.
‘Aftersun’ kommer fra zeitgeist-selskabet A24 og har allerede høstet stor ros efter premiererne på festivalerne i Cannes og Toronto.
Filmen får dansk biografpremiere 2. februar næste år.