’Hvor flodkrebsene synger’: Daisy Edgar-Jones er så smuk som altid i bestsellerfilmatisering – og det er et problem

Flodkrebsene synger langt ude i marsken. Der, hvor græs vokser i vand, og vand fortsætter op i himlen, som Kyas poetiske beskrivelse lyder i åbningen af ’Hvor flodkrebsene synger’.

Kya er vores hovedperson, men den egentlige hovedrolle indtages af denne marsk med sumpe og krokodiller, insekter og fugleliv og uendelige floder. Det står klart fra første scene, hvor smukke og sanselige billeder af den uigennemtrængelige natur følger Kyas lommefilosofiske betragtninger.

’Hvor flodkrebsene synger’ er filmatiseringen af Delia Owens’ ægte succesroman, som er solgt i massevis af eksemplarer mange steder i verden, inklusive herhjemme, og med Reese Witherspoon som producer og en temasang af Taylor Swift har filmen allerede fået et godt skub mod at få den samme opmærksomhed. Men som det så klassisk er problemet, kan det, der er en god historie på papiret, være svært at omsætte til film.

Rammen om fortællingen er et mordmysterium og et retssalsdrama. Den lokale populære fyr Chase bliver fundet død i marsken for foden af et mørnet radiotårn, og Kya, (spillet af Daisy Edgar-Jones fra ’Normale mennesker’) bliver hurtigt sigtet for at have myrdet ham. Den barmhjertige advokat Tom Milton tager det på sig at forsvare »marskpigen«, som hun kaldes, mod de lokale, der med dømmende blikke for længst har besluttet sig for, hvad hun er for én.

Advokatens godhed får den ellers isolerede Kya til at åbne sig, og herfra er størstedelen af ’Hvor flodkrebsene synger’ flashbacks til forskellige perioder af Kyas liv. Først til 1953 hvor Kya er otte og bor sammen med sine søskende, sin elskede mor og sin alkoholiserede og voldelige far. Så til 1962, hvor hele familien for længst har forladt hende, og hun klarer sig alene og lever af at sælge muslinger til det søde, sorte ægtepar, der ejer en kiosk. Og sådan er det nedslag hele vejen frem til det mystiske dødsfald.

Det eneste konstante gennem hendes livshistorie er den lille hytte, hun bor i, og hendes fascination af den natur, der omgiver hende, og som hun tegner massevis af skitser af. Denne del af filmen er virkelig dragende: Hendes lille liv helt for sig selv, med en uselvisk kærlighed til alt levende, en form for marskcore-æstetik, hvor alt, man behøver, er en notesblok, nogle vandfarver, et stearinlys og en madras, hvor man vågner til synet af en rovfugl ved vinduet.

Bogen er blevet omdannet til filmmanuskript af Lucy Alibar, der også skrev den fantastiske film ’Beasts of the Southern Wild’ fra 2012 om den lille pige Hushpuppy, der bor isoleret og fattigt i et sumpområde. Alibar har taget det sanselige ved naturens nærvær med til ’Hvor flodkrebsene synger’, men ikke den sociale realisme.

I bogen er Kya og hendes familie beskrevet som »white trash«, men i filmen er Edgar-Jones lige så smuk, som hun altid er, og med meget flot plukkede øjenbryn, sirligt gardinpandehår og sund ansigtskulør i forhold til, at hun bor uden for civilisationen og uden strøm og vand.

Man får lyst til at flytte ud i marsken, og det er med til at gøre det til en medrivende filmoplevelse. Men jeg tror ikke, det er meningen, at man skal tænke sådan om Kyas livsbetingelser.

Med sin naturlige, uspolerede skønhed er hun not like the other girls, og det er der to drenge, der får øje på. Tate, der er sød, god og gavmild og også vokset op i marsken, blot med en far, der er rar og lytter til Puccini i sin fiskerbåd. Og Chase, en rigtig peaked in highschool-type, hvis primære hobby er at drikke øl og gå rundt, som om han har ret til alt i verden.

Som de fleste andre i ’Hvor flodkrebsene synger’ er det rimelig skarpt skåret, hvem der er god, og hvem der er ond, og det er i det hele taget ikke en film, der efterlader meget usagt. Og når den samtidig skal presse mysterium, coming of age, naturromantik, kærlighed og familiekrønike ind på to timer, kommer meget til at blive sagt så hurtigt, at man ikke helt når at mærke noget.

Den måde naturen fylder i billedsiden og i fortællingen som en kilde til liv, vi bliver ved med at tage for givet, er filmens stærkeste og mest originale element.

Men dens romantisering af at leve uden for civilisationen og af udholdenhed som livsstrategi gør ’Hvor flodkrebsene synger’ til en større portion amerikansk nostalgi, end hvad jeg kan kapere.

Kort sagt:
’Hvor flodkrebsene synger’ er smuk, men overfladisk.