Sidste år fik vi i den grad lov til at se Jared Leto begå sig i den fine designverden, da han spillede Paulo Gucci i Ridley Scotts ‘House of Gucci’. En opsigtsvækkende præstation der fik mange anmeldere til at latterliggøre karakterens proteselook og skuespillerens italienske Super Mario-accent.
Nu står den både Oscar-belønnede og berygtede method acting-skuespiller Leto over for at indtage rollen, som en anden legendarisk designskikkelse.
Det er nemlig bekræftet, at Jared Leto skal spille Karl Lagerfeld i en kommende biopic om den tyske Chanel-personlighed.
Virkelighedens Karl Lagerfeld gik bort tilbage i februar 2019 i en alder af 85 år. Hans tidligere samarbejdspartnere, personlige assistent og bodyguard fungerer som executive producere på filmen, hvor de skal videregive deres kendskab til designeren.
Filmen bliver til med støtte fra Kar Lagerfelds modehus i eget navn, og selvom der ikke er knyttet nogen navne til instruktørstolen endnu, har modehusets folk udtalt til magasinet Women’s Wear Daily (WWD), at filmen kommer til at være centreret omkring: »centrale forhold i Karl Lagerfelds liv fortalt gennem en uforudsigelig linse, ligesom manden selv var«.
Udover at være et dybt respekteret modeikon var Karl Lagerfeld også en kontroversiel skikkelse, der udtalte sig tykfobisk og var kritisk overfor MeToo-bevægelsen og ægteskaber mellem homoseksuelle.
Jared Leto har udtalt til WWD Magazine, at hans portræt skal afsøge flere dimensioner af modeikonet:
»Når det gælder kendisser, får de flest mennesker ikke lov at kigge under overfladen. De ser en eller to facetter af en person, der præsenteres gennem offentlighedens linse. Karl var et menneske. Vi har alle skønhed i os, og vi har alle fejl. Vi har masker, og så har vi øjeblikke, hvor vi afslører masken. Jeg er altid interesseret i at se, hvad der er bag masken«.
»Jeg føler, det er en cirkel der sluttes, og at Karl ville være stolt af, det vi er i gang med« fortæller Leto videre.
Leto producerer selv filmen sammen med Emma Ludbrook i deres produktionsselskab Paradox.