6. Lady Gaga: Patrizia Gucci
Hun gestikulerer vildt med mascaraen løbende ned ad kinderne! Hun veksler ublu mellem italiensk, russisk og amerikansk accent forgodtbefindende! Hun er en tornado af en bellissima femme fatale med katteøjne som en Disney-skurkinde!
Hun er Lady Gucci udi ekstremerne og limen, der holder Ridley Scotts rodebutik sammen.
Få kender camp som Gaga, der med benhård præcision har gjort kitch til sin karrierevej, og ikke overraskende er multitalentet som en fisk i vandet i ’House of Gucci’. Havde hun fortjent en bedre film? Så afgjort. Men intet kan slukke hendes stjerne eller dedikation, der brænder sig fast på nethinden, når opportunistiske Patrizia langsomt vikles ind i sit eget spind.
I en film, der på alle måder er alt for lang og alt for meget, er Gaga den eneste, man aldrig bliver træt af.
5. Adam Driver: Maurizio Gucci
Det ville i virkeligheden være synd at sige, at Adam Driver decideret overspiller som Gucci-arvingen Maurizio, der forføres til at forråde sin familie af manipulerende Patrizia.
For hvor visse kolleger har en privatfest med at smide hæmningerne, ser Driver i lange passager snarere ud, som om han bitterligt fortryder, at han overhovedet mødte op på arbejde om morgenen.
Forstå mig ret: End ikke Ridley Scotts lemfældige personinstruktion kan rokke en tøddel ved, hvor dygtig Driver er selv på en regnvejrsdag, men den forcerede italiano-accent (og det faktum, at han glemmer den et par gange undervejs) gør ham ved Gucci ingen tjenester.
Det er kriminelt, at Scotts sprogforvirring stækker en af vor tids største skuespillere. Kriminelt, siger jeg dig!
4. Salma Hayek: Pina Auriemma
I rollen som tv-spåkone med tvivlsomme forretningsforbindelser er Salma Hayek til dels undskyldt for at skrue på de teatralske klicheknapper, om end man i lighed med Leto sidder med en fornemmelse af, at stjernen medvirker i en ganske anden film end den, Ridley Scott som udgangspunkt nok havde håbet ville sende ham lukt på Oscar-kurs.
Haeyks øjne er store som tekopper, når hun leger synsk lykkesmed for Lady Gaga aka. Patrizia Gucci, men hvorvidt den underliggende semierotiske kemi mellem de to kvindekarakterer tilskrives tilfælde eller tilvalg står ingen steder i kortene. Ærgerligt.
3. Jeremy Irons: Rodolfo Gucci
Engang i en svunden filmtid var Jeremy Irons med fløjlsstemmen typen, der ubesværet gik fra forfører til farligt nederdrægtig skurk på skærmen i alt fra ’Lolita’ til ’Løvernes konge’. De sidste små 20 år har briten imidlertid noget nær eksklusivt kultiveret én type:
Forstokket gammel patriark med en Scrooge-sadistisk nerve.
Samme rolle gentager Irons på som Rodolfo Gucci: Den über-snobbede, bitre far til Adam Drivers Maurizio Gucci, som naturligvis har et horn i siden på ung kærlighed, fordi han har mistet sin egen.
Papfiguren Rodolfo rynker på næsen over sin svigerdatters arbejderklassebaggrund, og Irons kører så ublu på rutinen, at man kan se ham filosofere over, hvilken sandwich han mon skal have til frokost, mens han lirer sine replikker af.
Og den påkrævede italienske »accent«? Ved ikke at give to fucks for kontinuitet tager Irons det trods alt på sine indifferente skuldre at statuere en protest over Ridley Scotts hovedrystende insisteren på at ydmyge sit cast.
2. Al Pacino: Aldo Gucci
Passioneret overspil med en sidevogn af tågehorns-brandtaler er en del af Al Pacinos signatur, men mandens uforlignelige karisma spinder som oftest guld over kollegernes kryptonit.
’Som oftest’ er imidlertid ikke ‘altid’, og i ’House of Gucci’ spiller Pacino først og fremmest sig selv, i hvad der syner af ét langt fraklip fra skuespillerens buldrende 1990’er-æra af larger than life-roller:
Den får ikke for lidt, når modehusets kejser Aldo i bedste Gucci Godfather-stil bliver dolket i ryggen af sine arvinger, og Pacino tygger sig igennem hver en telenova-tåkrummende scene af rendyrket sentimentalitet og vredesudbrud med en bombastisk iver, der uheldigvis kun synes at gejle method acting-sjælefrænden Jared Leto endnu mere op på sidelinjen (Pacino har skamrost sin filmsøns talent … ).
Det eneste, der mangler er, at Hollywood-koryfæet griber fat i kameraet med begge næver og brøler, »Har I savnet mig, hva’?!?« ind i linsen.
1. Jared Leto: Paolo Gucci
Ja, ’House of Gucci’ lokker med sit prangende ensemblecast, men lad dig ikke narre: Forklædningsliderlige Jared Leto medvirker i sin helt egen film.
Til tider endog flere forskellige film inden for én enkelt scene.
Under dybt distraherende kunstig dobbelthage, ølvom og skaldepande forvandler Oscar-vinderen Gucci-arvingen Paolo til en Fredo Corleone-pastiche så grotesk, at man ikke kan knægte designer og filmmager Tom Ford (som kendte den virkelige Paolo) for at have kaldt karakteren »mentalt forstyrret«.
Forsmåede Paolo med de knuste designerdrømme er filmens landsbytosse, der bogstaveligt talt pisser på familiens kreationer og vræler sine frustrationer mod himlen som en voksenbaby i Jokerens aflagte jakkesæt. »Men se, jeg er jo HELT OG ALDELES UGENKENDELIG!« smisker Leto under proteserne med en beskedenhed som ’Harry Potter’s Glitterik Smørhår.
Skuespilleren er tydeligvis af den opfattelse, at han er blevet hyret til en satirekomedie og ikke en svulstig storfilm, men ingen på settet er med på joken i samme grad som ham selv og Ridley Scott, der af uforklarlige årsager har givet grønt lys til farcen ud fra en vildfaren forveksling af komisk camp og katastrofalt overspil.
Det er et pinagtigt karrierelavpunkt for Leto, som her i endnu højere grad end i ’Suicide Squad’ sætter en fed streg under, at det kræver sin instruktør at tøjle galskaben.
Spoiler: Den instruktør er ikke Ridley Scott.
‘House of Gucci’ er aktuel i biograferne.