‘The Watcher’: Populært McMansion-mareridt på Netflix er komplet latterligt – og umuligt at slippe
‘The Watcher’ er baseret på en historie, der lyder som internettets ondeste creepypasta. Men den har rent faktisk rødder i virkeligheden.
Familien Brannock flytter ind i et gigantisk hus i forstaderne, som de har købt forblændet af kvarterets renskurede kæmpevillaer og mange træer (der skal ikke meget til at imponere New Yorks snotdumme overklasse åbenbart).
Men knap har de åbnet flyttekasserne, før der begynder at dukke breve op i postkassen fra dets »overvåger«. En diabolsk enekorrespondance der med skæbnesvangre vendinger og et uhyggeligt altseende øje hurtigt får skrevet husejerdrømmen om til et vågent mareridt.
Brevene bliver læst op med en gruopvækkende robotrøst a la Anonymous-hackerne, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Og har man først hørt hørt stemmen, er der ingen vej tilbage. Ligesom seriens beigefarvede familie taber man al fornuft og sluger i ‘The Watcher’s syv stive timer lange varighed alverdens vanvid blot for at få brevskriverens identitet at kende.
Med et trumfkort af en true crime-præmis og sin æstetisk gennemførte ejendomsmæglerporno er ‘The Watcher’ kongeeksempel på den nærmest overjordisk effektive slags seriekram, der har gjort Ryan Murphy til Netflix’ millarddyre guldfugl.
Desværre er det serieunivers, han har bygget op omkring den, en decideret vanvidsmission af meningsløse spor, papirstynde karakterer og gumpetunge replikker.
For selvom det tydeligvis er en del af seriens selvbevidste forsøg på at udstille den amerikanske McMansion-drøm, er alle karakterer enten forstyrrende flade eller stikker så meget ud fra omgivelserne, at man skulle tro, det var en slags gyserfatamorgana.
Alt bimler og bamler i ‘The Watcher’s overdøvende kaos, hvor villa, volvo og vovse oversættes efter Ryan Murphy-logik til forstadspalæ (tænk ‘Psycho’-gotik møder indretningen fra en Nancy Meyer-film), en halvgammel dele-Prius (i stærk kontrast til huskøbet på knap 25 millioner) og en virkelig malplaceret kælefritte (som de giver deres søn i indflytningsgave).
Naomi Watts er fuldstændig intetsigende som verdens mest beigefarvede keramikkunstner og forsøger ikke engang at skinne om kap med sin udførlige kavalkade af knækhvide striktøjer. Bobby Cannavale spiller hendes finansielt utilregnelige mand, hvis primære karaktertræk er, at han gerne vil lave tomatsovs i sit nye køkken. Hvorfor marmorpladerne må udskiftes med nogle af træ, selvom renovationerne både flænser deres økonomi og vækker ramaskrig hos de konservative naboer, der åbenbart helst så 657 Boulevard stå tomt og uberørt. Ikke engang Jennifer Coolidges gudsbenådede birollespil som den ‘Selling Sunset’-inspirerede ejendomsmægler Karen brænder rigtigt igennem.
Samtidig er den dramatiske dovenskab på et niveau, hvor alt kunne løses, hvis Familien Brannock bare flyttede.
På den absolut mest skingre gyservis er de nemlig de eneste, der ikke kan se, at det er verdens dårligste ide at flytte ind i huset. Jasper, deres udviklingshæmmede nabo i smækbukser, leverer uprovokeret deres post og leger lovløst i deres køkkenelevator. Som en blanding af ‘Familien Addams” skaldede onkel Fester og høtyvsmanden fra det kendte maleri ‘American Gothic’ er han så tæt på et levende spøgelse, man kommer.
Hans søster Pearl (Mia Farrow i én lang reference til ‘Rosemary’s Baby’) skriger ligeledes til himlen som amish-versionen af Harry Potters Professor Trelawney.
På den anden side af hækken holder et ældre par øje fra solsengene (Margo Martindale og Richard Kind), hvis de da ikke aggressivt plukker rucola eller kigger olmt ud af vinduerne.
Blot det, at der er en køkkenelevator i huset, bør få enhver, der har set enten ‘Riget’ eller ‘The Haunting of Hill House’ til at løbe skrigende bort.
Det er ikke, fordi man forventer hårdkogt køkkenvaskrealisme af Netflix’ mest bombastiske auteur. Men i ‘The Watcher’ er selv den mindste nødvendige sans for sammenhæng vraget til fordel for en hyperbolsk vision om at udstille det amerikanske forstadshykleri.
Undervejs bliver de mest bizarre sten vendt i efterforskningen, hvor der vælter ligegyldige skeletter ud af ethvert ledigt skab. Er det en ejendomsmæglerkonspiration? Bor der en babyblodsugende satankult inde ved siden af? Er det en sammensværgelse af liderlige arkitekturfanatikere?
‘The Watcher’ ved det ikke engang selv. Og mens serien spilder alt for meget tid på at vildlede seeren med potentielle brevskrivere, falmer husets aura af gysermystik, der ellers skal forestille at drive alle i dets nærhed til vanvid. Og så er man først helt hjemløs i det usammenhængende serieunivers.
Kort sagt:
Man skal være gjort af et særligt stof, hvis man er i stand til at starte på ‘The Watcher’ uden at se det til ende. Desværre føles det seneste skud på Ryan Murphys populære seriestamme mere som en syv timers gidseltagning i en ejendomsmæglers dårlige spøgelseshistorie, end det er særlig god underholdning.