Greta Gerwig frygtede, at kommende ‘Barbie’-film kunne koste hende karrieren

Greta Gerwig frygtede, at kommende ‘Barbie’-film kunne koste hende karrieren
Margot Robbie som Barbie. (Foto: Warner Bros.)

Greta Gerwig har gjort kometkarriere i Hollywood som instruktør, siden hun debuterede med ‘Lady Bird‘ i 2017.

Næste år er hun aktuel med sin største film til dato, den stærkt imødesete ‘Barbie’-filmatisering med Margot Robbie i titelrollen. Med filmen tilslutter Gerwig sig den yderst snævre skare af kvindelige instruktører, der har fået lov at stå i spidsen for en film med et budget på over 100 millioner dollars.

I en ny episode af Dua Lipas podcast ‘At Your Service’ fortæller Gerwig, at det bestemt ikke var uden skrupler, at hun kastede sig over filmen. Det skriver Indiewire.

»Det var skrækindjagende. Der er noget over at starte et sted, hvor alt er muligt. Det føltes som vertigo at begynde at skrive den. Hvor begynder man overhovedet? Hvad skal være historien?«

Ifølge Gerwig var det netop frygten, der gjorde, at hun besluttede sig for at takke ja til projektet:

»Jeg havde en følelse af, at det ville være virkelig interessant terror. Det er normalt dér, det bedste materiale ligger. Når man tænker: ‘Jeg er skrækslagen for det’ eller ‘det her kunne ødelægge min karriere’, bør man nok gøre det«.

Greta Gerwig har skrevet filmen sammen med sin partner Noah Baumbach, og hun fortæller, at Mattel gav dem frie hænder til at forløse deres idéer: »Mattel var fantastiske partnere. De har vist os en utrolig tillid og givet os frihed, hvilket jeg tror er utroligt sjældent. De forsøgte ikke at mikromanage filmen. Jeg blev støttet i det, jeg gerne ville lave«.

‘Barbie’ får premiere 20. juli 2023 herhjemme. Will Ferrell, der spiller med i filmen, har allerede lovprist projektet.

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af