’Lady Bird’: Greta Gerwigs gennembrudsfilm er mesterlig, rørende og sjov
Jeg vil vove den påstand, at alle kvinder har prøvet at være så rasende på deres mor, at de har haft lyst til at hoppe ud af en kørende bil – bare for at stoppe den nagende kritiske ordstrøm, som kun mødre kan levere.
»Fuck you mom«, står der på gipsen af 17-årige Lady Birds arm, efter hun rent faktisk har taget springet ud af bilen under et skænderi med sin mor Marion på køreturen hjem fra en række universitetsbesøg i Californien.
Mor og datter, portrætteret med elektrisk kemi mellem Saoirse Ronan og Laurie Metcalf, har ellers lige delt et fint øjeblik, da de begge sidder med tårer ned ad kinderne ved afslutningen af ‘Vredens druer’ på lydbog. Men snart får en åndssvag uenighed om radioen samtalen til at udvikle sig til sig til en ophedet diskussion om universitetsvalg. Lady Bird vil slet ikke på college i Californien, hun hader Californien og vil til østkysten, »hvor der er kultur«, i New York eller i det mindste Connecticut eller New Hampshire, »hvor forfattere bor i skoven«, siger hun, som kun en prætentiøs og udlængselsamt teenager kan udtrykke det. Marion mener derimod ikke, at Lady Birds arbejdsindsats er mere værd end afgiften på det lokale college.
Åbningsskænderiet mellem mor og datter kridter genialt konflikten op i Greta Gerwigs mesterlige, velskrevne, rørende og vildt sjove coming of age-film, der følger Lady Birds sidste skoleår på et katolsk gymnasium i Sacramento. Filmen, der er mere straight og poleret end Gerwigs tidligere manuskripter, indeholder mange af ingredienserne fra en traditionel highschool-film: Lady Bird gennemgår sin første forelskelse og første seksuelle oplevelse. Hun afsøger nye interesser i form af skolens musical og tager beslutninger om sin fremtid. I forsøget på at få en mere cool omgangskreds svigter hun sin veninde. Og så er der selvfølgelig prom.
Filmen adskiller sig dog markant fra standarden, dels ved at alle de velkendte elementer er fortalt så ægte og friskt, og alle bifigurer nuanceret tegnet og spillet – fra Timothée Chalamets intellektuelle badboy og Lukas Hedges’ lidt for perfekte musicalentusiast til Beanie Feldsteins loyale veninde og Lois Smiths humoristiske nonne-rektor. Og især gennem filmens centrale mor-datter-forhold. Filmen rammer med millimeterpræcision dynamikken mellem mor og teenagedatter, der det ene øjeblik skændes, så det brager, og det næste falder i fælles svime over en genbrugskjole.
»Jeg ville bare ønske, du kunne lide mig«, siger Lady Bird til sin mor i prøverummet, efter hun nok engang har kritiseret hendes kjolevalg. Marion svarer, at hun selvfølgelig elsker hende. »Ja, men kan du lide mig?«
Det er et godt spørgsmål. Marion, fantastisk spillet af Laurie Metcalf med rådvildhed og eksistentiel skuffelse under sin kontante facon, er hård ved Lady Bird, fordi hun vil datteren det bedste og vil presse hende til at blive »den allerbedste udgave« af sig selv. Men hun er også tit for kritisk og har svært ved at kommunikere sin kærlighed til datteren. På samme måde siger Lady Bird ting, hun ikke mener, og sårer sin mor ved at lægge demonstrativ afstand til sit ophav og skamme sig over familiens økonomiske status i den lavere middelklasse.
Klasseaspektet – en sjælden ingrediens i highschool-genren – er interessant, fordi det viser, hvor meget penge betyder for muligheden for at udleve sin egen dannelsesdrøm. Moren er ikke bare streng. Hun er reelt bekymret for, om hun har råd til indkøb. Da Lady Birds far bliver fyret fra sit job som it-konsulent, må hun tage dobbeltvagter som sygeplejerske. Et dyrt universitet i New York synes uopnåeligt.
Man forstår moren, men også Lady Birds trang til at sprede vingerne. Navnet har hun for øvrigt givet sig selv – hendes forældre har døbt hende Christine – som del af en frigørelsesproces, der også tæller at farve sit hår pink, holde Thanksgiving hos sin kærestes overklassefamilie og flytte så langt væk hjemmefra som muligt.
Lady Bird, spillet uhyre præcist med charme, stædighed og akne af altid fabelagtige Saoirse Ronan, er en normal usikker og famlende teenager, men samtidig usædvanligt målrettet, initiativrig, manieret, bevidst om sin egen særegenhed og opsat på at udtrykke sin individualitet – selvom hun ikke helt har fundet ud af, hvad den består af.
På den måde minder hun om Greta Gerwigs kvindelige karakterer i sine tidligere manuskripter, Frances fra ‘Frances Ha’ og Brooke fra ‘Mistress America’, der også er narcissistiske, selvhøjtidelige og for meget og ligesom Lady Bird ikke hørte efter den dag, de andre piger i skolen lærte at sidde stille og være en undskyldning for sig selv. Lady Bird tager initiativet over for begge fyre, hun bliver involveret med. Hun går til musicalaudition i spraglet kjole og kan ikke forstå, at hendes veninde får en større rolle end hende. Og hun bliver suspenderet for at kalde bullshit for bullshit under et foredrag, der advarer mod abort.
Det er et forfriskende af en ung kvinde, der ikke sætter sit lys under en skæppe og er ligeglad med, at de andre på skolen synes, hun er mærkelig. »I har begge så stærke personligheder«, siger Lady Birds far, familiens good cop, spillet med varme og melankoli af Tracy Letts, om Lady Bird og hendes mor.
Og der er en smuk pointe i, at mor og datter ligner hinanden mere, end de selv kan se – men som filmens rørende slutning giver håb om, at de finder momentvist frem til.
Kort sagt:
Det komplekse had-kærlighedsforhold mellem mor og datter er sjældent skildret mere rammende og nuanceret end i Greta Gerwig mesterlige soloinstruktørdebut om en ung viljestærk kvindes frigørelse.