Jonas Risvig er endnu engang klar til at gøre december fornøjelig for fans af hans ungdomsserier. Han har tidligere lavet en julekalenderversion af gennembrudsserien ‘Centrum’. Denne gang er det den populære gymnasieserie ‘Grænser’, hvis tredje sæson lander på YouTube i julemåneden.
Ifølge instruktøren er gensynet med seriens vennegruppe »flottere, vildere og mere dyb end før«, og traileren kan du se allerede nu.
Trekantsdramaet mellem Palma (Clara-Aviaja Helsted Hvid), Theo (Rumle Hueg Kærså) og Johan (Salvador Selaya Steensig) fortsætter, mens både Anemone (Roberta Bahia Brøndsted) og Martha (Andrea Wiedemann Monberg) lader til at være tyngede af ubehagelige oplevelser.
Den tredje sæson bliver den femte seriesæson Jonas Risvig er afsender på alene i 2022. Mens sommerens ‘Salsa’ på DR fortalte om sex og ungdom på en ny måde, og hans seneste serie ‘Zusa’ i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse fokuserede på rygning, kaster ‘Grænser III’ sig over at udforske ungdommens alkoholforbrug som tema.
Det betyder dog næppe, at man skal forvente løftede pegefingre. I stedet vil den unge instruktør gerne dimensionere fortællingen om, hvorfor unge mennesker drikker, og hvordan alkoholkulturen påvirker deres venskaber, sex og ærlighed.
»I stedet for altid at tale om genstande, bivirkninger og statistikker, så lad os tale om, hvorvidt det store alkoholforbrug kunne have noget at gøre med den samme generations brede mistrivsel«, udtaler Jonas Risvig.
‘Grænser’ vises på Jonas Risvigs YouTube kanal gennem december med premiere d. 1 december, og nye episoder hver tirsdag, torsdag og søndag.