»’Babylon’ er mange ting, men godt undersøgt er ikke en af dem«.
Sådan lyder det fra ‘Taxi Driver’-manuskriptforfatter og ‘First Reformed’-instruktør Paul Schrader i et nyt Facebook-opslag, hvor han stiller spørgsmålstegn ved researcharbejdet til Damien Chazelles stjernespækkede og stærkt imødesete ode til Hollywood.
»Efter at have læst en lang række plantede artikler om filmskaberens omfangsrige ‘research’, kløede jeg i mig i nakken. Findes der overhovedet en filmhistoriker, der er enig i filmens formodede historicitet?«, skriver Schrader.
Med Margot Robbie og Brad Pitt i front foregår Chazelles nye periodedrama i 1920’erne, hvor Hollywood-studierne langsomt overgår fra stumfilm til tonefilm. Danske Thomas Ernst spiller også med filmen.
I et interview med IndieWire har Chazelle tidligere fortalt, at hans research til filmen har stået på i intet mindre end 15 år, siden instruktøren for første gang gik på opdagelse i dokumentarer og stumfilm om overgangsperioden.
»Det var et lille skattekammer, som jeg i mange år blev ved med at dykke ned i. Researchen var så afhængighedsskabende, at det tog en bevidst beslutning om endelig at sige: Det er nu eller aldrig. Det er den her film, jeg skal prøve at lave nu«, udtalte manden bag ‘La La Land’ dengang.
15 år er lang tid. Men ifølge Schrader var Chazelles researcharbejde altså ikke grundigt nok.
‘Babylon’ har dansk premiere 19. januar.