’1923’: Veteranduo har forrygende kemi i seværdig ’Yellowstone’-prequel
Det siger alt om Taylor Sheridans renommé, at Hollywoods crème de la crème af veteranskuespillere flokkes mod hans serier. Kevin Costner (’Yellowstone’), Sam Elliot (’1883’) og Sylvester Stallone (’Tulsa King’) har alle arbejdet sammen med det måske hotteste navn i tv-branchen for tiden.
Sheridan selv ser ligeledes ud til at holde gang i blusset, hvor han i slutningen af december sidste år blandt andet proklamerede, at han havde et projekt undervejs med fire af klodens største stjerner. Og mens de fire navne fortsat er mysterieomgærdede, kan stjernestøvet også spottes i Sheridans nye westernserie ’1923’ i form af Helen Mirren og (i sin første store serierolle) Harrison Ford.
’1923’ er en prequel-serietil det hastigt voksende (og yderst populære) ’Yellowstone’-univers, der startede med serien af samme navn, og som siden blev efterfulgt af ’1883’. Dutton-klanen er omdrejningspunktet for de tre serier med hver deres patriark i centrum for fortællingerne.
Fra efterdønningerne i lyset af den amerikanske borgerkrig i ’1883’ springer vi i ’1923’ 40 år frem i tiden, hvor Første Verdenskrig endnu rumsterer friskt i den kollektive erindring, mens depressionen og endnu en verdenskrig lurer om hjørnet.
Her følger vi det aldrende ægtepar Jacob (bror til James Dutton fra ’1883’) og Cara Dutton, der sammen holder Yellowstone-ranchens hjul kørende i Montana. Jacob og Cara kæmper en indædt og bidsk kamp mod en gruppe af fårehyrder, herunder den kradsbørstige skotte Banner, som ad flere omgange lader sine får græsse på Dutton-familiens hektarer, hvor Yellowstone-ranchens kvæg også opholder sig.
Historien formidles via voice-over af salige Elsa Dutton, hvis brødre Spencer og John blev adopteret af Jacob og Cara. Spencer, der deltog i Første Verdenskrig, har PTSD og opsøger det ene adrenalinrus efter det andet ved at jage alt fra løver til leoparder i Nairobi. Spencers livslyst kickstartes imidlertid på ny, da han på sin færd møder en charmerende britisk kvinde, Alexandra, som hurtigt smider både overklasseliv og forlovet bort, da kærligheden til Spencer opstår.
I en anden forgrening støder vi på den rebelske, indfødte amerikaner Teonna Rainwater, der som barn blev bortført fra sin familie og placeret i en katolsk kostskole. Her straffes nonner såvel som elever med ondskabsfulde metoder, og man fornemmer, at Teonnas sideplot vil få større betydning for helheden, desto længere ind i serien vi kommer.
Efter en kedelig afstikker til Tulsa, hvor en ellers veloplagt Sylvester Stallone spillede mafiakonge på bøhlandet i ’Tulsa King’, er det fantastisk at se Taylor Sheridan bevæge sig rundt i sit rette element, nemlig westerngenren.
Det er en genre, han mestrer som få andre. Han forstår både at spille efter og op til de forskrifter, der blev etableret af nogle af genrens helt store kanoner (John Ford, Sam Peckinpah, m.fl.), fra en forståelse af at bruge de bjergtagende landskaber, man ofte støder på i USA og inkorporeringen af landets problematiske og ofte voldelige historie.
I ’1923’ er der rigeligt af begge dele med den utæmmede natur over for det civiliserede samfund og tvangsassimilation af indfødte amerikanere. Sidstnævnte tema er ikke så smidigt skildret som i sidste års fænomenale mesterværk, ’The English’, men behandlingen af Teonna slår stadig hårdt.
Først og fremmest lader man sig drage af karaktergalleriet og skuespilpræstationerne. Harrison Ford leverer fornemt i rollen som den viljestærke og hårdføre Jacob, der sætter sin families velvære foran alt andet. Fords bævrende røst og vemodige øjne giver karakteren et naturligt strejf af gravitas, som en yngre skuespiller ville have haft svært ved at gengive.
Helen Mirren er også, ikke synderligt overraskende, yderst velcastet som den handlekraftige Cara Dutton. Hendes forrygende kemi med Ford er et af seriens ubestridte højdepunkter, og man nyder hver en scene, de har sammen. Også Brandon Sklenar som Spencer og Aminah Nieves som Teonna fortjener ros for et par dedikerede præstationer.
Serien kæmper med tempoet i de første afsnit, og Sheridan skruer en anelse for meget op for de store følelser, så det næsten bliver for meget. Underlægningsmusikken distraherer mere, end den gavner.
Men trods lidt malurt i bægeret har tv-landskabets nye westernkonge gjort det igen.
Kort sagt:
Taylor Sheridan fortsætter sin imponerende stime inden for westerngenren med en serie, der både er en enormt velspillet og smukt iscenesat udvidelse af ’Yellowstone’-universet.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.