Det er næppe en overdrivelse at kalde Jenna Ortega den største nye superstjerne i filmårgangen 2022/23.
’Wednesday’, hvor hun spiller den sarkastiske og hyperintelligente Wednesday Addams, blev i slutningen af sidste år en af de mest sete Netflix-serier nogensinde.
Sideløbende bliver hun massedyrket på TikTok, hvor hun nu har små 20 millioner følgere, og hvor hendes Wednesday-dans har spredt sig som en steppebrand.
Den 20-årige skuespillers fart mod stjernehimlen har været eksplosiv, men det vil være forkert at sige, at gennembruddet er kommet pludseligt. Som vi skrev i marts sidste år, har der i noget tid været lagt i ovnen til, at Ortega blev the next big thing.
For uanset om man første gang bemærkede hende som barneskuespiller i ’Jane the Virgin’, i Disney Channels serie ’Stuck in the Middle’ i rollen som sød speedsnakkende filmnørd i anden sæson af serien ’You’ (en figur, der på mange måder blev skabelonen for hendes kommende roller) eller som scream queen i ’Scream’ eller ’X’, har det stået klart, at der var noget helt særligt i vente. 1,55 meter høj – kolossal karisma.
Hendes foreløbigt bedste præstation finder man dog i en film fra sidste år, som har fået mindre bred opmærksomhed end flere andre af hendes bemærkelsesværdige optrædener: ’The Fallout’.
Her spiller hun den 16-årige highschool-elev Vada, der på mange måder besidder de egenskaber, vi allerede forbinder med en Jenna Ortega-karakter: Hun er lynende intelligent og veltalende, men har samtidig en understrøm af afvæbnende naivitet – beslægtet med Zendaya, men hvor kynismen er erstattet af varme ’naboens søde pige’-vibes, der afvæbnende vækker vores sympati med den største naturlighed.
I ’The Fallout’ er det dog hændelsen, der brutalt nedbryder Vadas uskyld, som føjer ekstra lag til Ortegas præstation.
En helt almindelig dag går en skoleskyder nemlig amok på hendes highschool, og hun gemmer sig i en toiletbås, tilfældigvis sammen med sin diametrale modsætning, cheerleader- og influencer-typen Mia, spillet af Maddie Ziegler. De knuger sig til hinanden på toiletkummen, mens de hører skud og skrig ude fra gangene.
Deres verden går i stå. Og bliver ikke den samme igen. Før eksisterede de i hver deres univers, nu finder de trøst og forståelse hos hinanden i en tid, hvor Vadas ellers søde familie og venner umuligt kan begribe, hvad hun går igennem.
Jenna Ortega er slående stærk som Vada. Maddie Ziegler – der som bekendt slog igennem som danser i Sias ’Chandelier’-video – gør det fint som Mia, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan Ortega overstråler hende.
Det er hjerteskærende at overvære, hvordan tragedien river tæppet væk under den lovende unge kvinde. Fortvivlelsen, sorgen og angsten lyser ud gennem hendes øjne, og man forstår det behov for eskapisme og følelsesløshed, som hun også får afløb for i venskabet med Mia.
Hun bringer nuancer til rollen, så den hæver sig over en stereotypisk PTSD-skildring. Den skygge, der falder over Vada efter massakren, er svær at glemme.
’The Fallout’ er filmen, der for alvor beviser Jenna Ortegas dramatiske talent. Hun er fabelagtig i ’Wednesday’, hvis karikerede univers også afkræver en mindre følelsesmæssig variation. Men i Megan Parks debutfilm er det hende, der skal bære fortællingens komplicerede følelser, og hun gør det på en måde, så filmen føles let og indbydende, men samtidig rammer dybt.
Der er de seneste år lavet flere glimrende film, der konfronterer et af USA’s helt store traumer, de alt for hyppige skoleskyderier. Vi kårede ’Mass’ som en af de bedste film sidste år, og ’The Fallout’ kunne også sagtens have været på listen.
Nu hvor Jenna Ortega bevæger sig helt op i toppen af Hollywoods hierarki, fortjener den i hvert fald at blive husket som en bærende søjle i hendes fortjente gennembrud.
’The Fallout’ kan ses på HBO Max.