Bruce Willis har fået konstateret demens

Bruce Willis har fået konstateret demens
Bruce Willis som John McClane i 'Die Hard 4'. (Foto: PR)

Det er snart et år siden, at Bruce Willis indstillede karrieren grundet afasi – en sygdom, der giver taleforstyrrelser.

Nu har skuespillerlegendens familie meddelt, at Willis også har fået konstateret demens.

Det fremgår af en pressemeddelelse i Entertainment Tonight, underskrevet af Willis’ hustru Emma Willis, ekskonen Demi Moore og hans fem døtre. Datteren Rumer Willis har også delt et billede af sin far på Instagram:

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Siden vi annoncerede Bruces diagnose med afasi i foråret 2022, har Bruces tilstand udviklet sig, og vi har nu en mere specifik diagnose: Frontotemporal demens (FTD). Desværre er udfordringer med kommunikation kun ét symptom på den sygdom, Bruce står over for. Selvom det er smertefuldt, er det en lettelse endelig at have en klar diagnose«, udtaler familien og fortsætter:

»FTD er en grusom sygdom, som mange af os aldrig har hørt om, men som kan ramme alle. For personer under 60 er FTD den mest almindelige form for demens, og fordi det kan tage årevis at få diagnosen, er FTD formentligt langt mere udbredt, end vi tror. I dag er der ingen behandlinger for sygdommen, hvilket vi håber ændrer sig i de kommende år. I takt med at Bruces sygdom bliver mere fremskreden, håber vi, at medieopmærksomheden kan fokusere på sygdommen, som har brug for mere opmærksomhed og forskning«.

Bruce Willis har siden ‘Die Hard’ været en af amerikansk films største actionstjerner med andre værker som ‘The Last Boy Scout’, ‘Det femte element’ og ‘Unbreakable’.

Hans karakterroller tæller ‘Pulp Fiction’, ‘Den sjette sans’, ’12 Monkeys’, ‘Unbreakable’, ‘Sin City’ og ‘Motherless Brooklyn’.

Hans sidste film bliver actionfilmen ‘Assassin’, der får premiere i år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af