’Motherless Brooklyn’: Edward Nortons passionsprojekt er et veloplagt take på detektivgenren
Man underkender næppe nogen, når man omtaler det nye detektivdrama ’Motherless Brooklyn’ som en Edward Norton-film. Foruden at spille hovedrollen har Norton også instrueret og skrevet manuskript til filmen, der er baseret på en roman af den anerkendte postmodernistiske forfatter Jonathan Lethem.
Og hvis man tror, at Norton, der ikke har instrueret en film siden komediedramaet ’Keeping the Faith’ fra 2000, går forsigtigt til opgaven, ja, så tager man fejl. Der er nemlig herligt fart over feltet, en næsten forførende energi, i ’Motherless Brooklyn’, der både hylder og selvbevidst leger med konventionerne for detektiv- og film noir-genren.
Den grundlæggende plotstruktur er, som vi kender den: En mand myrdes i filmens åbning, og herefter er det op til Lionel Essrog (Norton) at opklare mysteriet. Manden, der slås ihjel, er Frank Minna (Bruce Willis), leder af et slags detektivbureau, hvis fire ansatte, heriblandt Essrog, han i sin tid reddede fra et ubehageligt børnehjem. Inden han dør, får Minna sagt noget om »Formosa« og »a colored girl«, ledetråde, som sparker begivenhederne i gang, idet Essrog sætter sig for at finde sandheden om mordet på sin mentor.
Netop sandheden ligger på sin vis allerede i Essrogs natur. For han er bestemt ikke den arketypiske detektiv a la Raymond Chandlers Philip Marlowe og de utallige kopier, han har foranlediget. Hvor den slags typer ikke ligefrem er kendt for velvilligt at dele ud af deres indre liv, er Essrog intet mindre end en detektiv med Tourettes syndrom. Lidelsen tjener ikke overraskende et komisk formål i filmen, og der kommer da også mange sjove øjeblikke ud af det, når Essrog kommer til at sige alle de ting, vi normalt ikke afslører for andre.
Mens Essrog i det sociale spil altså er lidt af en outsider, kommer hans uortodokse hoved ham omvendt til gode i detektivarbejdet: »Du virker mærkelig, men du er klog«, som det bliver sagt om ham undervejs. Han har nemlig på samme tid en utrolig hukommelse og en fortræffelig evne til at finde orden i den flodbølge af informationer, som vælter ind over ham i eftersøgningen.
Når det ene leder videre til det andet i et hæsblæsende tempo, kan det kan indimellem være svært at følge handlingen, og som sådan kommer ’Motherless Brooklyn’ på flere måder til at minde om Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’ – en anden ’munter’ detektivfilm (med en mildest talt ukonventionel hovedperson i form af Joaquin Phoenix som den konstant skæve Doc Sportello), der har fået en tur i den postmodernistiske centrifuge.
Hvor begivenhederne i ’Inherent Vice’ gradvist bliver uoverskuelige og vel også tenderende det meningsløse – helt efter filmens egen tågelogik – er ’Motherless Brooklyn’, ligesom Essrogs hoved, i højere grad slave af at genoprette orden. Det er på sin vis ærgerligt, at brikkerne falder så meget på plads i sidste ende, som de gør, og det er samtidig svært at få øje på en større årsag til den desorientering, der indimellem præger fortællingen.
Når det er sagt, er ’Motherless Brooklyn’ dog mest af alt godt selskab. Til forskel fra romanforlægget, der udspiller sig i 1999, har Norton valgt at rykke historien til 1950’erne. Man fornemmer, at Norton har gjort det for at skrue op for noir-stemningen, hvilket han da også gør med stor overbevisning. Der er masser af skygger, dunkle barer og mørke gyder, mens vi meget af tiden (foruden et sangbidrag fra Thom Yorke) lytter til noir jazz i stil med Miles Davis’ uovertrufne soundtrack til Louis Malles ’Elevator til skafottet’ fra 1958. Hvis man er til den slags, som jeg personligt ikke kan få nok af, er filmen alene af den grund værd at tjekke ud.
På samme tid giver forskydningen af begivenhederne til 50’erne Norton mulighed for at knytte mordet på Frank Minna til en større fortælling om skabelsen af det moderne New York. Anført af den kompromisløse politiker Moses Randolph (Alec Baldwin), der synes at være selve personificeringen af magt, bygges der veje og broer på bekostning af de dårligst stillede (typisk sorte) beboere, der tvinges ud af deres hjem.
Spørgsmålet bliver, om Randolphs magt er for stor til, at offentligheden kan få viden om, hvad der foregår. Der er i hvert fald brug for én, der har selve sandheden som en del af sin natur – om samfundet vil acceptere det eller ej.
Kort sagt:
Edward Norton er både foran og bag kameraet i den tempofyldte og humoristiske ’Motherless Brooklyn’, der er en – for det meste – vellykket leg med detektiv- og film noir-genren.