Dave Chappelle vandt prisen for Best Comedy Album, da der natten til mandag blev overrakt Grammypriser i USA.
Komikeren fik prisen for Netflix-specialen ‘The Closer’, der ellers skabte voldsom splid, også internt hos Netflix, da det landede på platformen i oktober 2021.
Dengang modtog både Chappelle og Netflix kritik fra blandt andre transpersoner, der var ansat hos streamingtjenesten, Human Rights Campaign og The National Black Justice Coalition.
I ’The Closer’ udtrykker Chapelle solidaritet med J.K. Rowling og tilslutter sig gruppen TERFs (trans-exclusionary radical feminist) – en feminist, der udelukker transpersoner.
Men det har åbenbart ikke påvirket Grammy-juryen, der i øvrigt også gav Chappelle en pris i 2018, 2019 og 2020. I år havde de desuden nomineret en anden kontroversiel komiker, Louis CK – foruden Jim Gaffigan, Randy Rainbow og Patton Oswalt
’The Closer’ var ikke den første af Chappelles shows, der modtog kritik fra især transmiljøet.
Siden hans tilbagevenden i 2017 til comedy med fire standup-shows på Netflix i 2017, er hans fokus på transpersoner blevet større og større. SF Gate har en tidslinje over udviklingen.
Netflix’ co-CEO Ted Sarandos sendte en intern besked til Netflix–medarbejderne i 2021, der lød:
»Vi tillader ikke titler på Netflix, der er designet til at provokere had eller vold, og vi mener ikke, at ’The Closer’ overskrider den grænse«.