‘House of the Dragon’ sluttede med noget af en cliffhanger, så fans af den populære ‘Game of Thrones’-prequelserie har utvivlsomt siddet på nåle, siden første sæson sluttede med Rhaenyras ildevarslende blik.
Nu har HBO-chefen Casey Bloys afsløret, hvornår vi kan forvente fortsættelsen – og det bliver ikke lige med det første.
I et interview med Variety fortæller Bloys, at produktionen først lige er påbegyndt. Ifølge Bloys betyder det, at 2024 vil være et godt gæt i forhold til premieren.
Han fortæller ikke noget om hvilken tid på året, men siger dog, at serien formentlig ikke vil komme i betragtning til Emmy 2024, hvilket betyder, at den får premiere efter 31. maj. En dato i sommermånederne eller efteråret virker dermed plausibelt.
Bloys betoner i interviewet vigtigheden af at få et godt manuskript på plads, før serien går i optagelse:
»Min filosofi er, at et godt manuskript er førsteprioritet. Det er ikke tanken, at der skal komme en (‘Game of Thrones’-serie, red.) ud hvert år, eller to om året. Vi laver dem baseret på de manuskripter, vi er begejstrede for«.
»Man skal huske på, at inden vi nåede til ‘House of the Dragon’ som opfølger til ‘Game of Thrones’, udviklede vi en masse shows, optog en pilot og udviklede en række manuskripter. At gøre det med en ny serie, kommer til at kræve det samme arbejde. Man er nødt til at udvikle mange forskellige ting og prøve noget af. Man ved aldrig, hvad der kommer til at fungere«.
Han siger også, at HBO ikke kommer til at pumpe ‘Game of Thrones’-spinoffs ud i en uendelig strøm (modsat eksempelvis ‘Star Wars’ hos Disney), da han ved, at der et mætningspunkt for seriens fans.
I øjeblikket arbejder HBO på seks forskellige spinoffserier, herunder en fortsættelse af Jon Snows historie.