Hvis man venter i spænding på, at Jordan Peele følger sin instruktørkarriere op med flere film efter ‘Nope’, ‘Us’ og ‘Get Out’, er der gode nyheder.
En ny film er bekræftet hos Universal i følge Variety, men man skal vente til 2024, hvor den er sat til premiere 25. december i USA.
Hvad filmen kommer til at handle om er endnu uvist. Hvis man kender Peele ret, er der dog gode chancer for et mørkt twist på en form for americana.
I sin seneste film ‘Nope’ kombinerede Peele westerngenren med et scifi-lag i historien om et søskendepar, der opdager en ufo og forsøger at fotografere den på heist-agtig manér.
Filmen fik fem stjerner med på vejen af Soundvenues anmelder Niki Vraast-Thomsen, der kaldte den »spektakulær«.
I kølvandet på premieren opdagede filmens fans, at der var en karakter på rollelisten spillet af Michael Busch, der ikke optrådte i filmen. Det fik instruktøren til at tease for en mulig efterfølger. Om det får indflydelse på det kommende projekt, er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt.