’Marcel the Shell with Shoes On’: Film over nuttet internetfænomen sætter tårekanaler og smilehuller på overarbejde
Intet er simpelt, når du måler tre centimeter fra top til tå. Alligevel finder det lille sneglehus Marcel (Jenny Slate) konstant solstrålen i tilværelsen bag de grånende skyer.
Den ensomme filmskaber Dean optager den pudsige lille skabning, når han sammen med sin bedstemor Connie (Isabella Rossellini) bruger dagligdagen på at samle mirabelfrugter ved hjælp fra en røremaskine og fræser rundt i huset i en udhulet tennisbold.
Det er umuligt at stå for den lille fyrs lattermilde gemyt og pudseløjerlige observationer. Han er bange for Deans overivrige hund og nøjes med en fnullermand navngivet Alan som kæledyr. Hans fætter fik engang en omgang i tørretumbleren og blev aldrig helt den samme igen.
Kender man til Jenny Slate og Dean Fleischer-Camps stopmotion-kortvideoer på YouTube, ’Marcel the Shell With Shoes On’, vil alt dette være genkendeligt. I perioden 2011-14 skabte det daværende kærestepar tre små videoer om den bedårende lille skal. Den originale video blev en tidlig viral sensation på den vordende videoplatform og er i dag blevet set over 33 millioner gange.
Det faktum gransker spillefilmen af samme navn, som nu endelig kan streames i Danmark, på interessant vis. Da Dean offentliggør sine små dokumentarer online og bliver overvældet af seertallene, bruger Marcel den pludselige opmærksomhed på at opsøge sin tabte familie, der blev væk mellem flyttekasserne, da husets tidligere ejere flyttede to år tidligere.
Men de mange internetfans er mere interesserede i at opsøge Marcels hus og chikanere den lille skalfamilie end at hjælpe. Connie kommer til skade, og Marcel bliver bitter og vred over folks klæge behov for parasociale forhold.
Det er et stærkt metagreb og glimrende udgangspunkt til en adaptation af et internetfænomen. En subgenre, som ellers som regel hopper over, hvor gærdet er lavest ved at gå ud fra, at seerbasen alligevel er sikret på basis af originalfænomenet. Da Netflix filmatiserede Zach Galifianakis’ sketchshow ’Between Two Ferns’, var slutresultatet blot en roadmovie med et par kendisinterviews smidt ind her og der.
Der er et lignende segment i ’Marcel the Shell with Shoes On’. L.A. ser overskueligt lille ud på et kort, og den evige optimist Marcel hopper straks i Deans bil på jagt efter husets originale ejere og sin tabte familie. Men lille Marcel bliver køresyg, og da han ikke engang kan se hele byen fra et udsigtspunkt, giver staklen op.
Således træder spillefilmen aldrig i stampe trods den simple præmis. Hvor det originale koncept blot var løst sammensatte jokes fortalt af Slate i sin ikonisk raspende lillepigestemme, handler filmen om sammenholdet mellem Connie og Marcel og herigennem behovet for familiebånd.
Kærligheden mellem de to er vidunderligt hjertevarm, og der mærkes et stik i hjertet, da den gamle skals helbred begynder at skrante. Det ofte vemodige handlingsforløb giver samtidig den underkendte komiker Jenny Slate rum til at flekse sin dramatiske kunnen.
Grunden til at se ’Marcel’ er stadig hendes utrolige stemmelevering og knastørre humor. Hendes stemmeføring luller én til ro som under et tungt uldtæppe og giver den samme trygge følelse af hjem og nidkær hengivenhed som Cirkelines moderlige røst.
Den præstation akkompagneres af en behagelig stilart komplet med et lo-fi soundtrack. Den bløde belysning og håndholdte kameraføring nærmest skriger ’produceret af A24’ i sin twee sensibilitet, og jeg savnede en smule de originale kortvideoers DIY-æstetik.
På den anden side passer filmens stil som fod i hose til den milde og atmosfæriske pace. Som Padddington og Mrs. Harris er Marcel en hverdagshelt til tiden: Venligsindet og åben, men også opmærksom på sine egne grænser.
Han er ikke længere blot et internetfænomen, men et lille, vidunderligt væsen i sin egen ret.
Kort sagt:
Som det nyeste skud på nicecore-stammen er ’Marcel the Shell With Shoes On’ lige dele vemodig og hjertevarm og en utrolig videreudvikling af det originale internetfænomen, som spillefilmen bygger på.