Vi var vant til at se Matthew McConaughey med et solbrunt vaskebræt og et smørret smil på læben i let spiselige romantiske komedier som ‘How to Lose a Guy in 10 Days’, men så skete der noget i midten af 2010’erne.
Skuespilleren viste, at han kunne udtrykke meget mere end sin legendariske ‘Dazed and Confused’-replik »just keep living« i hitserien ‘True Detective’ og vandt en Oscar for ‘Dallas Buyers Club’.
»The McConaissance« – eller McConæssancen var i gang, hvilket også blev titlen på en artikel i The New Yorker, der cementerede skiftet i hans karriere.
Nu fortæller stjernen i komiker Chelsea Handlers podcast ‘Dear Chelsea‘, at han selv fandt på den fængende betegnelse for sin opblomstring i dramatiske roller, det skriver Indiewire.
»Hollywood tilbød mig ikke de roller før«, siger McConaughey, selvom han håbede op at kunne dreje sin karriere i en mere alvorlig retning.
Begrebet fandt han på, mens han promoverede filmen ‘Mud’ på den røde løber. En journalist bemærkede, at skuespilleren havde gang i noget godt, og at hans karriere havde brug for et slogan.
»Åh mand, det var virkelig selvpromovering«, fortæller McConaughey om den hvide løgn, han brugte i sit svar.
»Ja, jeg snakkede med den her fyr lige før, og han kaldte det faktisk McConæssancen«, fortalte han journalisten, på trods af at han selv fandt på ordet.
»Jeg sagde det bare, og så sagde han: ‘McConæssancen’, jeg elsker det! Kan du lide det?’, og jeg siger: ‘Ja, det lyder godt, mand’. Så jeg sneg det ind, og så hang det sgu ved. Så jeg fandt på det«, siger ‘Gold’-stjernen.
Valget om at gå væk fra de roller, han var kendt for, har skuespilleren fortalt om i The Guardian i 2017. Han fortalte sin agent, han skulle afslå alle tilbud om roller i romantiske komedier, og så måtte de se, hvad der skete:
»Frygten var: ‘Hvor lang tid vil der være stille? Hvor lang tid vil vi ikke få noget? Min agent var god til at sige ‘Nej, nej, nej’. Så forstod filmselskaberne beskeden og holdt op med at sende de tilbud. Så var der et stykke tid med ingenting. Og der var ikke noget i omkring otte måneder«.
Men forskellen i arbejdsbyrden mellem de forskellige projekter er ikke så stor som man måske tror.
»Folk ville sige: ‘Han plejede bare at rulle ud af sengen og sige: ‘Just keep livin’, dude!’, og nu er han blevet seriøs’. Nej. Jeg havde lige så mange bogmærker og noter i de romcoms som i ‘True Detective’ eller ‘Dallas Buyers’ eller ‘Gold’«, fortælleren den erfarne skuespiller.
McConaughey medvirker i en kommende komedieserie med ‘True Detective’-partneren (og muligvis familiemedlem?) Woody Harrelson på Apple TV+, men det vides endnu ikke hvornår, den får premiere.