Oven på succesen med ‘House of the Dragon’ har HBO officielt givet grønt lys til endnu en ‘Game of Thrones’-spinoff.
Det meddelte kanalen ved en stor pressekonference i aftes dansk tid, hvor HBO Max’ forvandling til Max var hovedtemaet.
Den nye serie hedder ‘A Knight of the Seven Kingdoms: The Hedge Knight’. Serien har været i udvikling hos HBO siden slutningen af 2020, men HBO er kendt for at lukke projekter ned, hvis kvaliteten ikke bliver som ønsket, så intet har været sikkert før nu.
Serien bygger på George R.R. Martins noveller ‘Tales of Dunk and Egg’, der følger det umage heltepar Ser Duncan the Tall og Aegon V Targaryens eventyr, 90 år inden begivenhederne i ‘A Song of Ice and Fire’, der altså blev til ‘Game of Thrones’ i tv-format. Den udspiller sig, mens Targaryen-familien stadig sidder på jerntronen, men efter den borgerkrig og dragernes uddøen, som vi ser i ‘House of the Dragon’.
Martins forlæg er lettere i tonen end ‘A Song and Ice of Fire’-bøgerne, så der er grund til at tro, at tonen vil stikke noget ud fra det, vi kender i ‘Game of Thrones’ og ‘House of the Dragon’.
George R.R. Martin skal selv være med til at skrive den kommende serie, sammen med Ira Parker, der har erfaring fra ‘House of the Dragon’.
HBO har flere andre ‘Game of Thrones’-spinoffs i udvikling, heriblandt en serie om Jon Snow. De har dog endnu ikke fået det endelige grønne lys.
Det vides endnu ikke, hvornår ‘A Knight of the Seven Kingdoms: The Hedge Knight’ får premiere, men et realistisk bud er nok 2025.