I aftes amerikansk tid var timen kommet for det allersidste ‘The Late Late Show with James Corden’ på CBS nogensinde.
Det fejrede talkshowværten med et brag af en afslutningsfinale, der inkluderede et væld af stjerner, fra Adele til Harry Styles, og vilde indslag.
Men som sædvanligt overgik Tom Cruise dem alle.
‘Top Gun: Maverick’-stjernen, der tidligere har fløjet Corden rundt i et jagerfly i en særlig Tom Cruise-udgave af ‘Carpool Karaoke’, starter sit segment med at modtage et opkald fra talkshowværten, mens han skydiver.
Corden tvinger skuespilleren, mens han suses mod jorden, til at medvirke i ‘Løvernes konge’ på Broadway i rollen som … Pumba.
Komplet med stor, rød bagdel og højt, sort hår indtager Cruise scenen over for Cordens Timon og synger den ikoniske ‘Hakuna Matata’ til stående ovationer.
Se hele klippet her:
Corden havde fået to timer at gøre godt med til sin afskedssalut, som også bød på indslag med blandt andre Late Night-værterne Jimmy Kimmel, Seth Meyers, Jimmy Fallon, David Letterman og Stephen Colbert.
Værterne bryder ind i Cordens soveværelse, mens han sover, for at intimidere ham i et mareridtsindslag, der ender med Corden som deltager på ‘The Masked Singer’ over for den nyligt afgåede ‘The Daily Show’-vært Trevor Noah:
Showet bød også på Harry Styles og Will Ferrell, der gik amok i studiet, og den allersidste udgave af ‘Carpool Karaoke’ – med Adele i en dobbeltrolle som vært og sanger i det komplet britiske segment: