Noget tyder på, at Bryan Cranstons skuespilkarriere, der har stået på i mere end fire årtier, nærmer sig sin slutning.
I et interview med British GQ fortæller ‘Breaking Bad’-stjernen, at han i 2026 har planer om at lukke sig produktionsselskab, flytte til Frankrig med sin kone og stoppe med at spille skuespil i minimum seks måneder.
»Jeg vil gerne have den oplevelse. Jeg vil tage på dagture, have ild i kakkelovnen, drikke vin med nye venner og ikke læse manuskripter. Det kommer ikke til at være: ‘Åh, jeg læser, og ser, hvad jeg skal lave’. Nej, det er en pause. Det er et stop«, siger Cranston og fortsætter:
»Det handler om at tage en chance. Jeg er vant til følelsen af det uvisse«.
Han begrunder beslutningen med, at han gerne vil dedikere sig fuldt ud til sin kone, Robin Dearden, som længe har været hans »vedhæng«:
»Jeg vil ændre det paradigme endnu engang. I de sidste 24 år har Robin levet sit liv, mens hun holdt fast i min hale. Hun har været vedhæng, hun har været kone til en kendis. Hun har måtte omlægge sit liv for at tilpasse sig mit. Hun har haft mange fordele af det, men vi er ulige. Jeg vil udjævne den forskel. Hun fortjener det«, siger Cranston.
Skuespilleren er snart aktuel i Wes Andersons stjernespækkede ‘Asteroid City’, mens han også medvirker i Matthew Vaughns ligeså stjernespækkede spionfilm ‘Argylle’.