I sidste uge løftede Den Danske Filmskole sløret for årets afgangsfilm på fiktionsfronten. Nu kan man også få et smugkig på, hvad fremtidens dokumentarister har at fortælle i traileren for årets syv afgangsfilm på faktafronten.
Filmene kan opleves i København og Aarhus mellem 17.-19. juni samt på filmskolens nye festival Generation, der løber af stablen 21-25. juni.
Dokumentarerne kommer vidt omkring og rummer et bredt spektrum af emner og genreeksperimenter. Fra overvejelser om efterlivet i ‘Eternal Father’, en dansekult i ‘Den udvalgte’, livet i børnehøjde på godt og ondt i ‘Jorden kalder Jenny’ og ‘Vokseværk’, kønsfællesskaber i ‘Vildkvinde’ og ‘Romantica’ samt mentalt helbred på liveplatformen Twitch-western-projektet ‘Once Upon A Time On Twitch’.
Her ses de alle på plakaten for årets dokumentarfilm.