KOMMENTAR. I slutningen af april vakte en undersøgelse opsigt i Hollywood.
National Research Group spurgte et repræsentativt udsnit af den amerikanske befolkning, hvilke filmstjerner de ville være mest interesseret i at se en film med i biografen.
Ifølge mediet Puck News var de 20 mest nævnte skuespillere alle over 40 år, med undtagelse af Chris Hemsworth, der runder det skarpe hjørne om to måneder.
De øverste fem placeringer blev indtaget af Tom Cruise på 66, Dwayne Johnson på 50, Tom Hanks på 66, Brad Pitt på 59 og Denzel Washington på 68.
Kun 13 af de 100 mest nævnte skuespillere i undersøgelsen var under 40, med Tom Holland (nummer 39), Michael B. Jordan (nummer 43) og Zendaya (nummer 47) som de øverste. Blandt den yngre befolkning overperformede de tre, men selv her klemte kun Holland sig akkurat ind i top 10.
Engang var berømmelse i høj grad et young man’s game, og skiftet reflekterer et film- og medielandskab, hvor franchises er blevet større end star power, og hvor det stadig er 90’ernes store gennembrud, der er de mest gennemslagskraftige superstjerner. Den yngre generations stjerner skal måske mere findes i et krydsfelt mellem sociale medier og film/serier, og de synes mindre tilbøjelige til at garantere høje billetsalg.
Undersøgelsen fik mig til at tænke på, hvordan det står til herhjemme. En tilsvarende undersøgelse af stjernestatus sat i relation til publikumstække i biografen er mig bekendt ikke foretaget i Danmark. Det kunne ellers være interessant!
Jeg er vanvittigt nysgerrig på, hvor mange danske skuespillere under 40 der ville optræde på en sådan liste, og min mistanke er, at vi ville se samme aldersmæssige skævvridning som i USA. Også i Danmark bliver de største filmstjerner ældre og ældre uden for alvor at være vippet af pinden af nye.
De (få) nye stjerner
Efter dansk films store gennembrud i slutningen af 90’erne begyndte man allerede i 00’erne at tale meget om Tordenskjolds soldater – at det var de samme navne, der stod øverst på plakaten i de mest populære danske film.
Og man skal ikke grave mange spadestik ned i udbuddet af store danske film, før man vil opdage, at mange af de største trækplastre stadig er de spillere, der har befundet sig i superligaen de seneste 25 år, fra Mads Mikkelsen og Trine Dyrholm til Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl og Anders W. Berthelsen.
Jeg besluttede mig for at undersøge, hvor mange danske skuespillere under 40 man kan tale om er blevet egentlige filmstjerner i nyere tid.
Jeg har derfor støvsuget de 74 voksenfilm, der har solgt over 100.000 billetter i perioden 2013-2023, for hovedroller under 40 år.
Det udelukker selvfølgelig en række skuespillere under 40, der har haft hovedroller i mindre populære film, men filmstjernestatus må alt andet lige afhænge af, at skuespillernes film bliver set af en vis masse.
Der er 19 skuespillere under 40 år (på premieretidspunktet), der har haft hovedroller i de mest populære film de seneste 10 år. Hele seks af dem er bemærkelsesværdigt nok i år. I perioden 2013-22 er vi således nede på 13 skuespillere under 40 i 69 billetbaskere.
Flere af disse har stået på plakaten over for mere erfarne kolleger, som Simon Bennebjerg over for trækplastret Birthe Neumann som Karen Blixen i ’Pagten’ og Amanda Collin + Danica Curcic flankeret af Sidse Babett Knudsen + Lene Maria Christensen i ’Undtagelsen’.
At etablere sig som filmstjerne kræver dog som regel, at man har mere end én hovedrolle i en populær film over et helt årti, og det har blot seks af de 19 skuespillere haft.
Det er disse spillere, som jeg vil argumentere for, er de eneste reelle nye stjerner, som dansk film har født de seneste 10 år:
Esben Smed (’Lykke Per’, ’Ser du månen, Daniel’, ’Kysset’). Katrine Greis-Rosenthal (’Fædre og mødre’, ’Lykke-Per’). Amanda Collin (’En frygtelig kvinde’, ’Undtagelsen’). Danica Curcic (’All Inclusive’, ’Undtagelsen’, ’Mødregruppen’). Dar Salim (’Underverden’, ’Underverden II’). Og Pilou Asbæk (’Spies & Glistrup’, ’9. april’), der dog allerede havde fået sit brede gennembrud i ’Borgen’ med ’To verdener’, ’R’ og ’En familie’ som løftestang.
Særtilfældet Følsgaard
Reelt set er det altså blot fem nye skuespillere, der er blevet eksponeret til en bred gruppe af befolkningen gennem biograffilm til voksne det seneste årti. Jacob Lohmann (’Shorta’, ’Fædre og mødre’, ’De frivillige’) er umiddelbart den eneste skuespiller over 40, der i samme periode har etableret sig som et nyt hovedrollenavn i de mest populære film.
Ikke umiddelbart et imponerende antal. Og når man kigger ned over listen af skuespillere over 40 i de mest populære film, dukker velkendte 90’er-gennembrud som Anders W. Berthelsen, Trine Dyrholm, Sofie Gråbøl, Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas og Jesper Christensen op i rigt mål.
Nu er der selvfølgelig også andre måder at blive et etableret navn i dag – for eksempel gennem de store samlende serier. Man kan argumentere for, at folk som Marie Bach Hansen (’Arvingerne’, ’Dansegarderoben’), Morten Hee Andersen (’Herrens veje’, ’Carmen Curlers’), Josephine Park (’Doggystyle’, ’Skruk’, ’Sygeplejersken’) og Rosalinde Mynster (’Hvor kragerne vender’, ’Badehotellet’) også nærmer sig et niveau, der blot endnu ikke har omsat sig til eftertrykkelig box office-power.
Og trods seriernes gyldne æra kræver det stadig en stor hovedrollesucces i biograferne, før man for alvor kan blive anset som bankable i branchen for nu at bruge et udtrådt Hollywood-begreb.
De fem-seks nye gennembrud tilslutter sig 39-årige Mikkel Boe Følsgaard, der allerede i 2012 slog igennem i ’En kongelig affære’ og med ’Arvingerne’, ’Borgen’ og ’Kastanjemanden’ for længst har slået sit navn fast i dansk skuespils bredt appellerende elite. Sammen med Pilou Asbæk er han den mest succesfulde nye hovedrolleskuespiller sprunget ud siden dogme-årene.
Endelig spår jeg, at Sofie Torp efter sin prisvindende birolle i ’Ser du månen, Daniel’ og fornemme hovedrolle i succesen ’Meter i sekundet’ også nærmer sig ligaen med Smed, Curcic, Salim, Collin og Greis-Rosenthal. Hun er senere på året aktuel i både ’Hygge’ og ’Synkefri’, der begge er indlemmet i Biografklub Danmark-programmet, som nærmest er en garanti for et billetsalg på den gode side af de 100.000.
De seneste 10 år har vi også set andre nye ansigter, der er slået eftertrykkeligt igennem, men endnu ikke i den helt brede sammenhæng. Det gælder arthouse- og kritikerdarlings som Vic Carmen Sonne og Elliott Crosset Hove – og powerhouse Emma Sehested Høeg, der er en superstjerne, men stadig nok mest i en storbybaseret ungdomssfære. Spillere som Simon Sears, Joachim Fjelstrup, Fanny Bornedal og Sebastian Jessen kan måske også nærme sig stjernestøvet med et par store succeser i ryggen.
Timing og talent
I dag fødes mange skuespilstjerner naturligvis i krydsfeltet mellem so-me-presence og succesrige roller, men som den amerikanske liste viser med folk som Zendaya og Timothée Chalamet, omsætter det sig ikke nødvendigvis i den almene biografgængers sult efter at opleve dem i biografen.
Det er selvfølgelig ikke for sent for hverken de danske eller amerikanske ynglinge at blive folkekære tilløbsstykker, for den slags kommer i nogle tilfælde først med alderen.
Men det er utvivlsomt blevet sværere at etablere sig som et household name. I Danmark har det længe stået klart, at en stjerneskuespiller ikke sælger billetter på navnet alene. Trine Dyrholm-film som ’Psykosia’ og ’Ingen kender dagen’ blev begrænsede succeser.
Men et stort navn kan hjælpe en god, bredt appellerende fortælling med at blive endnu større. ’Dronningen’ uden Dyrholm, ’Jagten’ uden Mikkelsen, ’Bamse’ uden Berthelsen havde næppe givet samme genlyd ved biografernes kasseapparater.
90’er-navnene slog igennem via en gylden kombination af talent og god timing, som ikke sker mange gange på et årtusind. De kom frem med en ny generation af filmskabere, der genopfandt dansk film netop med et mere naturalistisk og levende skuespil i centrum, og de skabte den ene landeplage efter den anden.
Det nye kuld skuespillere gjorde sig bemærket med en sjælden blanding af autenticitet, charme, vildskab og folkelig appel. Lige omkring årtusindskiftet kendte alle i landet navne som Sidse Babett Knudsen, Paprika Steen, Ulrich Thomsen, Anders W. Berthelsen, Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Sofie Gråbøl efter ’Den eneste ene’, ’Italiensk for begyndere’, ’Mifunes sidste sang’ ’Festen’, ’Pusher’ og ’Blinkende lygter’.
Til sammenligning ville mange nok stadig dumpe, hvis de skulle gætte navnene på folk som Esben Smed og Katrine Greis-Rosenthal ud fra et billede alene. Hvor mange af de nye stjerner ville egentlig blive stoppet, hvis de gik ned ad gågaden i Helsingør?
2023 ligner en drøm
Nogle gange kan jeg godt savne 90’er-generationens vildskab hos den unge generation af skuespillere. Både bag og foran kameraet. Men måske får de bare ikke mulighed for at vise den i tilstrækkelig grad.
De yngre navne får aldrig mulighed for at manifestere sig som stjerner, hvis de ikke får chancen. Filmkulturen og ikke mindst -økonomien er presset, også herhjemme, og desperation kan ofte føre til sikre valg, ikke mindst på rollelisten. Det bærer de seneste 10 års danske voksenspillefilm også præg af.
Efterhånden som de gamle stjerner har fået mulighed for at arbejde i udlandet, er dansk film afhængig af, at nye ansigter kan drive foretagendet. Dansk film – fra produktionsselskaberne til Det Danske Filminstitut, der uddeler støttekronerne – har et ansvar for at køre friske navne i stilling i store projekter og tro på, at de kan bære. Vi har brug for nye ansigter, der vækker genklang i befolkningen og kan være med til at fastholde den i øvrigt store interesse for danske film.
Foreløbigt ligner 2023 nærmest en drøm. Ikke nok med at vi har fået flere af de film, vi har skreget på i årevis på diversitetsfronten, så har årets foreløbigt bedst sælgende film også haft nyere skuespillere i centrum: Sofie Torp og Thomas Hwan i ’Meter i sekundet’, Esben Smed og Clara Rosager i ’Kysset’, Emilie Kroyer Koppel i ’Ustyrlig’ og Dar Salim i ’Underverden II’.
I andre af årets film har unge kræfter som Frederikke Dahl Hansen (’Den der lever stille’), Sara Fanta Traore (’Viften’), Angela Bundalovic (’København findes ikke’), Kristine Kujath Thorp (’Den store stilhed’) og Viilbjørk Malling Agger (’Asfalt’) i centrum. Man skal faktisk lede forbløffende længe efter Tordenskjolds soldater, om det så skyldes, at de laver serier eller Hollywood-film i stedet.
Måske afslører tendensen sig senere som netop en drøm, der var for god til at være sand, men skuffende vil det i hvert fald være, hvis vi igen om 10 år kun har taget imod en håndfuld nye skuespilstjerner.
Hvis Dyrholm, Mikkelsen, Gråbøl og Berthelsen stadig er vores største stjerner til den tid, ser det sort ud for dansk films fremtid.