Taika Waititi kommer med kontroversiel – men virkelig interessant – pointe i diversitetsdebatten

Taika Waititi kommer med kontroversiel – men virkelig interessant – pointe i diversitetsdebatten
Taika Waititi ved Annual Critics' Choice Awards i 2020. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images for Critics Choice Association)

Taika Waititi er en af de sjoveste mænd i filmverdenen i disse år, som han har bevist i alt fra ‘What We Do in the Shadows’ til ‘Thor: Ragnarok’.

Han er også en eftertragtet filmskaber bag ‘Jojo Rabbit’, der vandt ham en Oscar for bedste manuskript, og en perle som ‘Hunt for the Wilderpeople’.

Samtidig har newzealænderen med Maori-rødder brugt sin position til at sætte fokus på de oprindelige folk, blandt andet i sin Oscar-vindertale og som producer på den fremragende serie ‘Reservation Dogs’ om indfødte amerikanere.

Han er derfor blevet trukket ind i den meget aktuelle diskussion om mere mangfoldighed i filmverdenen, men selv har han en meget stærk holdning til, hvordan minoriteter som ham selv bliver brugt i den ellers velmenende diskussion af fremskridt mod et mindre hvidt Hollywood.

»Stop med at spørge os om hvad vi skal gøre, hvordan man fixer tingene, okay? Jeg er så træt af det. Jeg er så træt af diversitetssamtalen, inklusionssamtalen, alle samtalerne. Vi vil alle sammen gerne arbejde og ikke være nødt til at komme og lave fucking paneler og taler midt på dagen«, siger han … under et panel, som The Hollywood Reporter afholdt under temaet Raising Our Voices for netop at sætte fokus på diversitet og inklusion.

Waititis humor er således tydeligt intakt – og skal også ses i lyset af den verserende forfatterstrejke, der har stoppet det meste kreativ udvikling i Hollywood – men hans pointe virkede nu alligevel dybfølt:

»I undrer jer over, hvorfor der ikke er noget om indfødte derude? Det er det her lort, I får os til at lave. Får os til at komme og tale om problemet og fortælle jer, hvordan man fixer det. I fucking ødelagde det – I må fixe det«, sagde han med sin vanlige deadpan.

Instruktøren, hvis komedie ‘Next Goal Wins’ får premiere i år, påpegede, at inklusion og diversitet ikke handler om, at alle slags mennesker skal være med i samme film eller serie.

»Det, der sker, er, at vi forveksler det med, at vi er nødt til at inkludere en person fra alle racer, alle baggrunde, alle dele af den menneskelige oplevelse, i alle shows og alt, vi laver. Det er ikke virkeligheden, det er ikke autentisk. Jeg er aldrig vokset op med en gruppe venner, hvor der var nogen repræsenteret fra alle etniske grupper. Jeg ved ikke, hvem der voksede op sådan«, sagde han.

»Jeg vil ikke se én symbolsk polynesisk karakter i sin serie. Jeg vil se en fuldt polynesisk-kontrolleret, polynesisk historie, der er skrevet og drevet af en polynesisk person. Når vi laver vores ting, så giv os ikke en hvid showrunner, der skal fortælle os reglerne, og hvordan man gør ting. Lad os finde ud af det, og lad os finde ud af historiens struktur på vores egen måde og fra vores egen oplevelse. Med at dekolonisere skærmen mener jeg bare, lad være med at lave det så hvidt«.

Taika Waititis vittige opråb er både et interessant stik til al den diskurs omkring diversitet, der ikke nødvendigvis flytter noget i de film og serier, som produceres – og til dem, der føler, at mangfoldighed handler om at præsentere et Benetton-reklame-agtigt billede af virkeligheden i alle former for historier. Food for thought!

‘Next Goal Wins’ har dansk biografpremiere 4. januar næste år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af